Sat på skrump

Engang var de mastodonter. Nu er de dværge. Men det hverken forstår eller accepterer de. Så de agerer som musen, der hævdede, den fik broen til at gungre, da den fulgtes med elefanten.

Som mastodonter udviklede de i fællesskab det danske samfund i det forrige århundrede. De var Bevægelsen, der forenede den faglig og politiske gren så den fik styrke og gennemslagskraft med imponerende resultater. Som Thomas Nielsen - navnkundig LO-boss i 1970`erne - konstaterede det i sin farvel-tale i 1982: "Vi har sejret ad helvede til - godt!" En fyndig bekendelse i rimelig samklang med den uskrømtede selvhævdelse, som var den gamle LO-formands væsen. FORUDSÅ han Bevægelsens deroute? I den seneste halve snes år er LO-forbundenes medlemstal faldet fra 1,2 mio. til nu 800.000. Det er der mange forklaringer på. En af dem er de strukturelle ændringer i både samfundet og på arbejdsmarkedet, hvor den fagpolitiske bevidsthed glider i baggrunden. På den nylige LO-kongres i Aalborg brugte man mange ord om behovet for at intensivere medlemshvervningen - ikke mindst for at fange de yngre årgange. De unge svigter - eller svigtes. Kongressen var faktisk en illustration: Det blev oplyst, at kun fire af de 400 delegerede var under 30 år. Det er ikke skurvognenes og arbejdspladsernes folk, der fylder en LO-forsamling. Det er ikke mødestedet for top og bund. Det har cementeret en gruppe af velpolstrede faglige ledere med hyrer og honorarer i millionklassen - omgivet af sekretariater og medarbejdere på særdeles attraktive vilkår - alt sammen baseret på udfordrende høje medlemskontingenter. Det er i sådanne forhold man kan opleve at den medlemsskrumpende fagbevægelse ikke for alvor oplever virkeligheden og derfor fortsætter upåvirket af den afvikling som medlemstal og statistikker burde signalere. Diagnosen er nem at stille. Det kaldes passivitet. Eller ligegyldighed. Manglende engagement, HER DELER LO vilkår med den politiske gren i Bevægelsen: Socialdemokratiet. I samme periode som LO har tabt en fjerdedel af medlemmerne, har Socialdemokratiet tabt ikke mindre end 30 pct. i vælgertilslutning. Forunderligt og nærmest masochistisk virker det at partiet jubler hver gang der ryger en snes procent vælgere i svingene fra side til side. Med det seneste nederlag erobrede partiet regeringsmagten. Men vælgerflugten vil gøre Thorning-Schmidt-regeringen til en kort parentes for et parti, der har mistet livskraft. Nye meningsmålinger, hvor også SF forbløder og får baghjul fra Enhedslisten, vil føre til den nye regerings opløsning. Og så vil Socialdemokratiets århundrede for alvor være det forrige. Der synes at være et skæbnesammenhæng i tilbageslagene.. FOR BÅDE fagbevægelsens og partiets ledelser er legitimeret ved at være medlemsvalgte - baseret på det anerkendte repræsentative demokrati. Det syge kan henføres til diagnosen. Valg i både fagforeninger og vælgerforeninger bestemmes af deltagerne i de respektive valg- eller opstillingsmøder. Her er fremmødet deprimerende ringe - og alderdoms-præget. Resultaterne heraf giver næsten sig selv. DER SKAL nok være masser af kloge hoveder i begge grene af Bevægelsen. Historien viser jo, at de kunne løse opgaver af dimensioner. Og de kan vel også læse skriften på væggen.. Det sker da, at der kommer tilkendegivelser om behov for selvransagelser og analyser, så man kan anvise nødvendige kursændringer og genvinde tabt land. Hvornår tager I det alvorligt? BENT ØBERG bor i Aalborg og er uddannet journalist med en fortid på 27 år i A-pressen og medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.