EMNER

Sats mere på ikke-rygere

Jeg har egentlig lovet mig selv, at denne klumme ikke skal handle om whisky, så vi berører kun emnet perifert.

De, der kender mig, vil vide, at jeg nyder at sidde med næsen i et ravgyldent glas ædle dråber med et uudtaleligt, skotsk navn. At sammenligne duft og smag og sidde og skille nuancerne ad kan være rigtigt sjovt – og det er bl.a. grunden til, at der er rygeforbud til Aalborg Whiskylaugs smagninger. Men det er efter min opfattelse ikke kun smagen og duften af whisky, der fortjener udelt opmærksomhed fra alle sanser. Det gør mad og andre drikkevarer også, og derfor ærgrer jeg mig hver gang gæsterne ved nabobordet tænder en smøg på en restaurant, for de ødelægger både min og deres egen oplevelse af maden. Nu har jeg imidlertid fået øjnene op for helt andre fordele ved et rygeforbud, end de rent helbredsmæssige. Rygerne kan i sidste ende også blive en gevinst for bylivet, idet de har et indgroet behov for at komme ud og ”trække frisk luft”. I Irland har man indført totalt rygeforbud på offentlige steder inklusive pubber, restauranter og cafeer. Her var der i sommer VM i fodbold på storskærm hos ”Cat and Cage Pub” i Dublin, en pint Beamish i glassene og god stemning. I halvlegen blev forbuddet mod rygning synligt, for da skulle alle rygerne ud foran indgangen og pulse. Ikke alene var det skønt at kunne gå på pub og restaurant uden at stinke af røg bagefter eller have røde øjne og ondt i halsen. Det bemærkelsesværdige var, at rygerne var i godt humør, og tilsyneladende intet havde imod at skulle en tur udenfor. Jeg forstår ikke, hvorfor restaurationslivet og politikerne er så angste for at indskrænke rygernes territorium. Rundt regnet 20 pct. af den danske befolkning ryger, så markedet for ikke-rygere må da være til at få øje på. Virkeligheden herhjemme er desværre den, at langt de fleste restauranter ikke engang har en ikkeryger afdeling. For mig at se må der være gode penge i at starte et sted, hvor kunderne kan nyde deres mad og/eller drikkevarer uden røg. Det kunne måske også lokke folk ud, som ellers holder sig fra at gå i byen, fordi de ikke kan tåle røg, eller ikke bryder sig om den. Det er vel ikke andet end frygten for faldende indtjening, som holder den enkelte restauratør fra at indføre et frivilligt rygeforbud i hans restaurant? Jeg er sikker på, at den frygt vil blive gjort til skamme, hvis blot restauranten er konkurrencedygtig på kvalitet og pris på lige fod med alle andre. Enkelte er så småt på vej – f.eks. er den ene halvdel af SAS hotellets restaurant røgfri, og man må først ryge cigarer efter kl. 22 på San Giovanni. Gode tiltag, men det er stadig i småtingsafdelingen og kun på de lidt dyrere steder. For nylig har Aalborg Teater gjort foyeren røgfri, og derfor står alle de smøgtrængende teatergængere i pausen ude på fortovet i deres stiveste puds. I Dublin og i Göteborg er restauranter og cafeers udeserveringspladser blevet rygernes sted, og de står ligeledes ude på fortovene foran butikker og institutioner. Resultatet er, at godt nok ryger de, men de bidrager samtidig til det forjættede liv i gadebilledet – ganske enkelt fordi de er nødt til det! Samtidig har ikkerygerne muligheden for at undgå røgen, hvis de vil. Her må være et oplagt instrument til at skabe mere synligt liv i midtbyerne og samtidig højne kvaliteten i oplevelsen ved at gå ud og spise. Festklædte mennesker på gaden foran etablissementet er vel den bedste reklame et in-sted kan få! [ Anne Iversen Hansen er civilingeniør og ansat som byplankonsulent i et privat rådgivningsfirma. Hun indvandrede til Nordjylland i 2000 og er bosat i Nørresundby, hvorfra hun dyrker sin store interesse for skotsk whisky og kirsebærøl. Derudover interesserer hun sig meget for såvel naturen som bylivet omkring sig og slider skosålerne tynde på storbyferier og ture ud i det blå.