Sats på de unge

Jeg er midaldrende og har formentlig 7 år tilbage på arbejdsmarkedet.

Ældreforhold 8. april 2012 06:00

Lad mig bare gå til bekendelse, - jeg er én af dem, der kan gå på efterløn som 60 et halvt-årig. Ingen kan forhindre mig i det, hvis jeg vil og har råd. Hvilken luksus. Hvad sker der egentlig, når jeg går fra? Skal man melde sig ind i ældresagen og sætte sig og se på, hvordan de yngre forvalter samfundet? Nej vel? For samtidig med at man forlader arbejdsmarkedet, træder man ind i den gruppe, der statistisk set sidder på langt de fleste af de samlede værdier i Danmark. Det er de kolde facts, der bør danne baggrund for overvejelserne om, hvordan vi fremover skal prioritere. Der er desværre store uligheder i det danske samfund, selvom det samtidig er et af de mest lige i verden. Der er ældre, der har for lidt samtidig med, at andre ældre har rigeligt, og sådan er det også med os midaldrende og såmænd også med de unge. Når man har forladt arbejdsmarkedet, må man også tage medansvaret for det samfund, man overlader de næste. Det er ikke rimeligt, når nogle ældre kun fokuserer på, at man har arbejdet et langt liv og skabt værdier. Det er også en del af historien, at disse værdier i vid udstrækning er gået til mange der i dag også har trukket sig tilbage og kan leve i behagelig velstand. Den ældre generation må se i øjnene, at efterkrigstidens næsten uafbrudte økonomiske fremgang, stort set er havnet i privatforbrug. Det drejer sig ikke om det private arbejdsmarked, for offentligt ansatte har også haft mulighed for at samle sig store værdier sammen. Hvis f.eks. man gik på pension i 2008 og solgte sit hus eller sommerhus, var gevinsten enorm, for huset var måske bygget i 70"erne, hvor priser og fradrag var af en hel anden verden. Dengang kunne man, gud ved af hvilken grund, f.eks. få refunderet momsen hvis man byggede kælder. Det var deromkring de offentlige og fælles bygninger begyndte at forfalde mens de private blev større og større, flottere og flottere. Måske tilhører jeg den sidste generation, der kan fortælle om, at det var de offentlige skoler, kommunekontorer og lignende der var de største, flotteste og bedst rengjorte bygninger i en provinsby. Måske vil vore børnebørn betvivle, at vi dengang havde posthus, politi, betjent banegård og rutebilstationer i selv mindre byer. - Steder hvor især ældre kunne få hjælp til mangt og meget. Hvis børnebørnene spørger hvorfor det ikke er sådan mere, er det eneste rimelige svar: " Vi valgte, at klare os selv. Vi ville have så meget hjem på matriklen, at vi ikke prioriterede det fælles". Der er næppe nogen vej tilbage. Ingen tror på, at man kan beskatte sig til ret meget mere fælles velfærd. Man kan derimod godt anlægge en vinkel der satser på færre privilegier og et forsøg på at optimere de samlede midler som vi kan gøre godt med. Derfor er der dybest set kun én ting der batter, nemlig at få fokus på den unge generation. Professor Steen Hildebrandt forudsiger, at hvert femte ung aldrig kommer til at forsørge sig selv. Hvis det sker, er der hverken chance for velstand eller velfærd.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...