Thisted

- Sats på grøn vækst i Thy

LO-formand Harald Børsting ønsker initiativ i stil med den gamle egnsudviklingslov.

"Grøn vækst" - et landbrug, der blandt meget andet fremstiller bioethanol og alternativ energi i det hele taget - kunne være et indsatsområde i Thy. Det mener LO-formand Harald Børsting, der til Thisted Dagblad siger, at LO ikke ligefrem ønsker den gamle egnsudviklingslov tilbage, men en moderniseret og målrettet indsats, der fokuserer på de styrker, som et udkantsområde i forvejen har. Egnsudviklingen bragte i 1960'erne og -70'erne store virksomheder som Oticon og Coloplast til Thy sammen med bl.a. de nu hedengangne Hellesens batterifabrik og Joran Bor. Det skabte masser af arbejdspladser, ikke mindst for kvinder. - Man skal lave en løsning, der satser på de nuværende vinderbrancher. Noget af det første, regeringen burde gøre, var at få et overblik over de eksisterende incitationsordninger på "det grønne område", for de skævvrider i nogle tilfælde markedet, siger Harald Børsting. Som eksempel nævner han, at der er et tilskud på 700 kr., hvis 1000 kg halm brændes sammen med kul, men kun et tilskud på 70 kr., hvis det samme ton halm blev brugt til udvinding af bioethanol. Harald Børsting - der selv var faglærer på den daværende Specialarbejderskolen i Thisted sidst i 1970'erne, peger på, at Thy har mange landbrug med følgeindustrier, som burde gøre den grønne satsning interessant.