Sats på jægerkorps

Langt om længe udkom Thomas Rathsacks meget omtalte bog: "Jæger – i krig med Eliten".

Thomas Rathsacks bog er væsentligt, ikke blot fordi den fortæller om nogle udvalgte militære operationer, den giver også et billede af, hvad Jægerkorpset er for en størrelse, hvordan selvopfattelsen er blandt medlemmerne og et ganske godt indtryk af, hvem der lader sig rekruttere til denne aktive rekognoserings- og kampenhed, som har til huse i det nordjyske på kasernen i Nr. Uttrup. Thomas Rathsacks bog er en længe ventet hyldest til dette unikke og næsten overmenneskelige krigsværktøj, som er dansk, som vi kan være stolte af og som måske på længere sigt skal være den væsentligste form for militærtilbud fra dansk side på den internationale bane. I en tid, hvor vi ikke længere har en egentlig militær fjende i nabolaget, bør vort grundforsvar af egentlig værnepligtige omdannes til en form for beredskab i stedet for egentlige deciderede kamptropper. Den ordinære danske krigsdeltagelse i Afghanistan er problematisk, for det er som om, at vi ikke helt forstår, hvad krig går ud på. Det ordinære forsvar og de ca. 700 udstationerede soldater i Afghanistan består hovedsageligt af 20-25-årige med en kun et årig uddannelse, hvoraf man med sikkerhed kan formode, at en stor del af krigsoplæringen er foregået via øvelser og diverse videospil, og at indsættelsen i Afghanistan således bliver det første endelige møde med skarp krigsførelse, og fjenden viser sig at være nådesløs 24 timer i døgnet 7 dage i ugen. Under sådanne ultimative krigsforhold skal man selvfølgelig bruge det bedst egnede og rutinerede personale overhovedet. Vi har valgt at være en krigsførende nation, og skal vi således have succes og respekt på verdensplan på det militære område, kan vi ikke nøjes med standardmilitærets kontrakt- tropper med discountuddannelse, men må tone rent flag, selvom det selvfølgelig vil gøre krigsindsatsen langt dyrere. Det kan vi gøre med Jægerkorpset, idet Jægerkorpset har et helt andet rekrutterings-setup. T Thomas Rathsacks fortæller i sin bog om flere års vedvarende træning ovenpå værnepligtsperioden med en vægtning af en meget alsidig kvalitetssortering, hvor det ikke kun drejer sig om det fysiske, men også menneskelige kvaliteter. Når man således har set såvel Carsten Mørch og B.S. Christiansens nøgterne tv-dokumentar "Ranger Denmark" (2000) og den mere popularitetssøgende "Bubber & BS – i trøjen" (2008), er man ikke i tvivl om, at de fysiske krav er enorme. Var de ikke blevet jægersoldater, havde de sikkert i stedet været eliteidrætsudøvere. Krig er nu engang et beskidt foretagende, og man har på det sidste kunnet læse i dagspressen, at i forbindelse med de specialoperationer og beskyttelsesopgaver, hvor bl.a. Jægerkorpset indgår, er man helt udenfor rækkevidden af Genèvekonventionen, så man kæmper med alle midler, hvor menneskeliv er uden betydning. Her slår ordinært militær ikke til. Jægerkorpset, der i sin nuværende form har eksisteret siden 1961, har altid været omgivet med en vis frygtsom diskretion. Med det lovende motto: ”Mere at være end at synes’ har de i dag knap 150 mand deltaget i diverse militære tiltag gennem tiderne - op gennem 90'erne i Eksjugoslavien og i dette årti i såvel Afghanistan som i Irak. Opgaven for denne specialenhed er primært rekognoscering, tilfangetagelse og neutralisering af fjendtlige objekter, men i kraft af en altomfattende uddannelse er der ikke den krigsopgave, man ikke kan løse uanset omstændighederne. En anden væsentlig faktor er, at man aldrig hører til denne aktør, og det ikke giver pressedækning i forbindelse med kampe og dødsfald. Al aktion er diskret og effektiv. Korpset, som har en parallel i Frømandskorpset med knap så mange mænd, er uddannet med udgangspunkt i og samarbejde med amerikanske forbilleder og bliver gang på gang rost for professionalisme og for at kunne indarbejde selvstændighed vedrørende egne beslutninger hos de danske elitetropper, noget amerikanerne ikke kender. Således har en række danske aktioner fra Jægerkorpset vist sig langt mere effektive og velafviklede end tilsvarende frembrusende aktioner fra de amerikanske specialenheder. Udover at Jægerkorpset er et langt dyrere militært foretagende at uddanne og bruge, må man undre sig over tilbageholdenheden hos politikerne. Søren Gade har ved flere lejligheder udtalt sig positivt, og man har fra tid til anden tilført yderligere midler, men det bliver mere ’at synes end at være’, omvendt korpsets motto. Med Thomas Rathsacks bog får vi mere syn for sagen, og den har allerede vist sig at blive en sællert på efterårets bogmarked. Vi skal være stolte af sådan en dansker! Vi er som nation blevet løftet lidt med den indsigt, vi har fået med "Jæger – i krig med eliten", samtidig med at den har vakt furore med kraftige konsekvenser i en tilsyneladende sovende forsvarsledelse. I den store verden er vi kendt for at kunne noget med demokrati, økonomi og velstand. Vi kan også noget, når det er krig, det drejer sig om!