Fodbold

Satser på bredden

I Thisted FCs dame- og pigeafdeling skal der i de kommende år først og fremmest satses på bredden. - Vi har i det forgangne år i dameafdelingen gjort os nogle tanker om, hvad der er gået galt de seneste år, hvor vi har mistet så mange seniorspillere. For at dæmme op for det i de kommende år, har vi i dameafdelingen taget en beslutning, der ganske simpel går på, at de eneste, der spiller resultatfodbold, er førsteholdssenior og førsteholdsjunior. De resterende hold spiller kun breddefodbold for at få så mange piger til at spille fodbold som muligt. Det vigtigste for os i de kommende år er at udvikle spillere såvel som trænere. Det gælder udvikling fremfor resultater, sagde Tonny Dahl Frandsen i udvalgets beretning. I den forgangne sæson måtte TFC trække sit andethold på seniorsiden. Til gengæld har der været stor tilgang hos lilleputterne og miniputterne. Hos lilleputterne var der omkring 40 piger, hvilket var det dobbelte af det forventede. Hos miniputterne var der kun fire-fem piger ved starten af sæsonen, men det antal nåede op på 20. lac