Hobro

Satser på Vesthimmerland

1. november åbner et nyt reklamebureau i Farsø, nemlig Duet Design & Idé. Firmaet udspringer af bureauet Picassa, der har hjemme i Vækstcenter Vesthimmerland.

Carina Rask Vernersen og Trine Schack, henholdsvis grafiker og multimediedesigner, arbejder rigtig godt sammen. Nu glæder de sig til at starte et fælles firma i Farsø. Foto: Martin Damgård

Carina Rask Vernersen og Trine Schack, henholdsvis grafiker og multimediedesigner, arbejder rigtig godt sammen. Nu glæder de sig til at starte et fælles firma i Farsø. Foto: Martin Damgård

FARSØ:Det nye bureau får også adresse samme sted, men flytter til andre lokaler i huset, så der bliver plads til i alt fire medarbejdere. Ud over grafiker Carina Rask Vernersen, der startede Picassa for halvandet år siden, rykker multimediedesigner Trine Schack ind som medindehaver. Hun har ellers haft kontor i et iværksætterhus i Hobro. De to har i forvejen et meget tæt samarbejde, og derfor var der ikke lang vej til at stifte et fælles anpartsselskab. Det var heller ikke så svært at beslutte sig for at satse 100 procent på Vesthimmerland og lukke kontoret i Hobro. - De fleste og de fedeste opgaver er i Vesthimmerland, fastslår Carina Rask Vernersen og tilføjer: - Ved at være her i huset og via Himmerlands Udviklingsråd har vi allerede fået et kæmpe netværk. Vi laver blandt andet markedsføringsplaner for iværksættere. De to nyder at have fået hinanden at udveksle ideer med, efter at de begge har siddet alene i flere år. - Vi mødte hinanden, fordi vi har en fælles kunde, som Trine lavede webside for, og jeg lavede tryksager for. Vi fandt hurtigt ud af, at vi svinger godt sammen, og vi supplerer hinanden fint, siger Carina Rask Vernersen. Sammen kan de således stå for markedsføring både på internettet og på papir. Reklamesøjler laver de også gerne, blandt andet ved hjælp af fotocollage-teknik. På væggene i kontoret hænger et par eksempler på fotocollager, hvor billeder, tekst og grafik mikses til et nyt værk. Mulighederne er uendelige, fra firmalogoer og produkter til private familiefotos. Det er i øvrigt de to reklamepiger, der nu har fået til opgave at markedsføre vækstcentret over for andre iværksættere.