Satsning gav igen bagslag

Aalborg 4. september 2002 08:00

SERIE 3 KREDS 17 Skalborg SK - AaB 0-1 (0-0) SKALBORG: For anden weekend i træk gav det bagslag, at Skalborg i kampens sidste del satsede hele butikken og gik efter de tre point, i stedet for det ene holdet stod til at få. Fra kampens start så hjemmeholdet ikke ud til at få problemer med AaB, da holdet i de første 15 minutter pressede gæsterne helt i bund og havde ikke færre end tre gode målchancer. Herefter vågnede gæsterne op og fik sin del af spillet i resten af halvlegen. Efter pausen bølgede kampen frem og tilbage med gode tilbud til begge hold. Ni minutter før tid fik SSK udvist Thomas Nielsen med et gult kort, og kort efter måtte Flemming Thomassen vandre samme vej. På trods af at være reduceret til ni mand foretog hjemmeholdet en offensiv udskiftning og angreb ufortrødent. En enkelt brændt kæmpechance blev det da også til inden AaB med fire minutter tilbage af kampen fik scoret kampens enlige mål. Med nederlaget er SSK placeret som nr. 3 i rækken, og træner Peter Lauritsen er begyndt at skele nedefter, hvor der pludselig kun er seks point til en nedrykningsplads: - Set over kampen som en helhed havde uafgjort været et passende resultat konstaterede Peter Lauritsen efter kampen, et udsagn som AaB bænken var tilbøjelige til at give ham ret i. jeege

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...