Satspuljepartier vil forhindre mere snyd med nye tiltag

Forebyggelse af snyd har været en del af de satspuljeforhandlinger, der blev afsluttet torsdag.

Ritzau
Satspuljepartierne er enige om at fordele midler på det sociale område. Enhedslisten er som det eneste parti ikke med i satspuljekredsen. Det skyldes at partiet er uenig i finansieringen af puljen. Pengene i puljen kommer fra, at overførselsindkomster stiger en anelse mindre en lønudviklingen.
Politik 1. november 2018 13:11

KØBENHAVN: Forhandlingerne om fordelingen af satspuljemidlerne har denne gang stået i skyggen af sagen, hvor den tidligere ansatte i Socialstyrelsen Britta Nielsen angiveligt har svindlet for 111 millioner kroner.

Derudover har puljen været ramt en anden og mindre svindelsag, hvor tre foreninger er meldt til politiet med mistanke om, at de har svindlet med projekter, der skulle komme socialt udsatte til gavn.

Derfor har partierne bag satspuljen også vedtaget en række initiativer, der skal forhindre, at lignende sager kan opstå igen.

Frivillige organisationer skal hjælpes til at lave "good governance"-regler, som nedfælder principper for god ledelse.

Samtidig oprettes en whistleblowerordning, som frivillige organisationer på det sociale område kan benytte, hvis de opdager fejl eller uregelmæssigheder i tildelingen af tilskud.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) lægger ikke skjul på, at svindelsagerne har påvirket forhandlingerne.

- Det er alvorligt, når en ansat har kunnet svindle sig til så mange millioner. Derfor er der også en sammenbidthed nu omkring at få ryddet op, siger hun.

Reglerne for god ledelse vil rette sig mod de frivillige foreninger, der modtager tilskud. De vil altså ikke nødvendigvis hindre sager som den, hvor Britta Nielsen er mistænkt for at have stjålet penge.

Den store sag er ved at blive undersøgt, og først når undersøgelserne er færdige, vil ministeren lægge sig fast på, hvordan der skal rettes op.

Men Socialdemokratiets ordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil forklarer, at politikerne allerede nu har forsøgt at gøre puljen mere vandtæt for svindel. nemlig ved at uddele penge i større portioner i stedet for en masse små.

- Hvis vi lader være med at lave alle de her småpuljer, er der større sikkerhed for, at vi som stat kan se, hvis der sker svindel, siger hun.

- Det store problem ligger ikke i foreningerne. Det store problem ligger i staten, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Derudover indeholder den aftale, der blev indgået torsdag formiddag, en fordeling af 1,1 milliarder kroner til sociale indsatser.

Det kommer blandt andet personer, der har været udsat for seksuelle overgreb til gode, ligesom der er sat penge af til ofre for fysisk og psykisk vold samt stalking.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...