Satte ild til bil i skov

AALBORG:Søndag morgen blev Beredskabscenter Aalborg kaldt til en brand, som en forbipasserende hundelufter mente var en skovbrand. Røgen ved Hulvejen i Øster Uttrup kom ganske rigtigt for en lille skov, men det var en firhjulstrukket Toyota og ikke skoven, der stod i flammer. En eller flere ukendte gerningsmænd har efter alt at dømme brugt to fyldte benzindunke i metal til at antænde branden, der var så voldsom, at naboer i et hus hundrede meter væk fra stedet hørte små eksplosioner fra den ene benzindunk. Ingen mennesker kom til skade ved bilbranden, som politiets teknikere nu har undersøgt nærmere. - hj