Saturn overhaler Jupiter som planeten med flest måner

Amerikanske forskere har opdaget 20 nye måner i kredsløb om Saturn. Planeten har derfor i alt 82 måner.

Siden 1990'erne har Jupiter været den planet i solsystemet, der har haft flest måner. Men den status går nu til Saturn (billedet), efter at en gruppe amerikanske forskere har fundet 20 nye måner i omløb om planeten. (Arkivfoto).

Siden 1990'erne har Jupiter været den planet i solsystemet, der har haft flest måner. Men den status går nu til Saturn (billedet), efter at en gruppe amerikanske forskere har fundet 20 nye måner i omløb om planeten. (Arkivfoto).

MANUA KEA: Saturn har overhalet Jupiter som planeten med flest måner. Det vurderer en gruppe amerikanske forskere, skriver BBC.

De har opdaget 20 nye måner, der kredser om Saturn, hvormed planeten ifølge forskerne har i alt 82 måner.

Siden 1990'erne har Jupiter med sine 79 måner haft status som den planet i solsystemet, der har haft flest måner.

Forskerne har gjort den nye opdagelse ved hjælp af Subaru-teleskopet på Mauna Kea Observatoriet på Hawaii.

Hver af de nyfundne måner er omkring fem kilometer i diameter. 17 af dem kredser "baglæns" rundt om Saturn, lyder det fra forskerne.

De tre øvrige kredser i den samme retning, som også Saturn drejer.

Det tager de fleste af månerne mere end tre år at nå hele vejen rundt om Saturn.

Ifølge Scott Sheppard fra Carnegie Institution for Science i Washington, der er den ledende forsker bag de nye opdagelser, er der meget interessant information i de nyfundne måner.

- At studere disse måners kredsløb kan give information om deres oprindelse og om forholdene rundt om Saturn, da de blev dannet, siger han til BBC.

Forskerne tror, at de 20 nye måner er resterne af mindst tre større elementer, der tidligere har kredset om Saturn.

Disse elementer kan være blevet ødelagt i sammenstød. Enten med andre måner eller med udefrakommende elementer, såsom forbipasserende asteroider.

- Vi tror ikke, at månerne er blevet dannet samtidig med planeten, vi tror, at de er blevet indfanget af planeten, siger Scott Sheppard til BBC.

Han oplyser, at det er muligt, at der vil blive fundet endnu flere måner i kredsløb om Saturn.

Men der vil være brug for endnu større teleskoper, før man vil kunne opdage mindre måner med en diameter på helt ned til en kilometer.

Ifølge Den Store Danske er en måne defineret som værende enten indfangede asteroider eller som en satellit dannet i samme proces som moderplaneten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst