Danmark

Savner regn og gråvejr

{ Hvem ønsker ikke at slippe for regn, sjap og kulde? Danskere i udlandet! Forsikringsselskabet International Health Insurance Danmark, IHI, har spurgt 1400 personer bosiddende i udlandet om, hvad de savner allermest. Og det er ikke kun rugbrød og leverpostej, som danskere i udlandet higer efter. Et koldere vejr og mørke er svaret fra næsten hver femte. Lennart Skov-Hansen har i to år boet i det afrikanske land Malawi. Han længes også efter de fire afvekslende årstider. - Jeg ved godt, at mange forsvinder til syden i juletiden og om vinteren, men jeg synes, at der er noget charmerende ved den mørke tid derhjemme, hvor vi tænder stearinlys og alt det. Jeg er som dansker født til de fire årstider, siger Lennart Skov-Hansen, der er udsendt for Folkekirkens Nødhjælp. 67 procent savner venner og familie, mens mad og drikke nævnes af 44 procent. Men afsavnet betyder ifølge undersøgelsen ikke, at de adspurgte overvejer at flytte hjem igen. Over halvdelen betegner valget om at flytte til udlandet som den bedste beslutning i deres liv. /ritzau/