Savnet kvindelig kajakroer er fundet

En 45-årig kvinde, som søndag aften roede ud fra campingplads på Samsø, blev fundet på en lille ø i god behold

Savnet kvindelig kajakroer er fundet

En savnet kvindelig kajakroer er fundet i god behold på den lille ø Vejrø øst for Samsø.

Det var en hundepatrulje, der fandt den 45-årige kvinde, der tidligere på aftenen var blevet set sejle ud fra en campingplads på den nordlige del af Samsø søndag, oplyser Søværnets Operative Kommando, SOK.

Både helikoptere fra flyvevåbnet og flere både søgte efter den 45-årige kvinde, og det førte til, at hendes kajak blev fundet på Vejrø.

- Vi har fundet en kajak, der er identisk med kvindens kajak på Vejrø, så vi har koncentreret eftersøgningen på selve øen, lød det fra stabschef hos SOK Jens Pedersen.

Kvinden forlod Klitgaard Camping, der ligger på den nordøstlige del af kattegatøen omkring klokken kvart i ni søndag aften.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.