Saxo udnytter sidevindstrick: Svært at gøre to gange

Det danske cykelhold havde endnu en gang succes med et angreb i sidevind. Nicolas Roche frem i klassementet.

11. september 2013 18:55 - Opdateret 11. september 2013 18:57

Saxo udnytter sidevindstrick: Svært at gøre to gange

Saxo-Tinkoff fik masser af opmærksomhed med et angreb i sidevind under dette års Tour de France.

På onsdagens 17. etape af Vuelta a España forsøgte det danske hold at gentage tricket og endnu en gang med stor succes.

Ligesom under Touren, hvor kaptajnen Alberto Contador vandt flere sekunder på sine konkurrenter, så opstod der onsdag store huller i feltet på et fladt stykke vej 25 kilometer før målstregen i Burgos.

Den høje fart betød, at Nicolas Roche kunne overhale Domenico Pozzovivo (AG2R) på Vueltaens femteplads til stor glæde for sportsdirektør Fabrizio Guidi.

- Det var en stor etape for os, og det er altså ikke let at overraske på denne måde, når vi gjorde det på samme måde i Touren.

- Det kostede kræfter, men det kostede i den grad også koncentration at blive sammen i feltet, indtil det rigtige øjeblik indtraf, hvor drengene gav den fuld gas, siger Guidi, der tror, at onsdagens etape vil brænde sig fast i hukommelsen i en tid.

- Der er grund til at være stolt, og når løbet er ovre, tror jeg, at mange af vores ryttere i vil huske denne dag.

- Men vi er ikke færdige med at forsøge os. Vi vil bruge enhver lejlighed til at køre Nico (Nicolas Roche) endnu længere frem i klassementet, siger sportsdirektøren til Saxo-Tinkoffs hjemmeside.

Vincenzo Nibali (Astana) fører fortsat det spanske etapeløb med amerikanske Chris Horner (Radioshack) på andenpladsen. Bauke Mollema (Belkin) vandt onsdagens etape.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...