Turisme

Saxø reber sejlene

Hobbyartikel-, sejl- og skilteforretningen lukker efter 47 år på havnen i Hanstholm

Wirer og reb sendes nu til sejlmagerskolen, som Jan Saxø som en af de få i Danmark er censor på. Foto: Ole Iversen

Wirer og reb sendes nu til sejlmagerskolen, som Jan Saxø som en af de få i Danmark er censor på. Foto: Ole Iversen

HANSTHOLM:Efter 47 år på havnen i Hanstholm har Jan Sørensen besluttet at lukke Hobbyartikel., sejl- og skilteforretningen Saxø med udgangen af december.

Jan Sørensen er 62 år og han vil gerne gå på efterløn, når det lykkes at afhænde bygningerne.

Det var hans far, Axel Sørensen, der grundlagde butikken den 1. december 1966 som sejlmagerforretning.

- I starten syede vi desuden fortelte til campingvogne og presenninger til militæret og luftbårne haller til idrætsanlæg, fortæller Jan Sørensen, der overtog forretningen da hans far døde i 1977.

Navnet Saxø er i øvrigt et anagram for de første to bogstaver i Axel og Sørensen.

- I første omgang var det meningen, at forretningen skulle hedde Axsø. Men det lød mærkeligt, syntes vi. Så mens vi sad ved køkkenbordet prøvede vi at finde på navnet. Så skrev vi begge et forslag på en seddel. Og her viste det sig, at vi havde den samme idé, siger Jan Sørensen.

Termokedeldragter

I 1980 sikrede Jan Sørensen sig forhandlingen af norske termokedeldragter i Danmark, Grønland og Færøerne.

- På det tidspunkt fandtes der ikke nogen termokedeldragter på markedet. Men da jeg var oppe på at sælge 4500 styk om året gik det op for de danske producenter af arbejdstøj, at der var et marked, husker Jan Sørensen.

I 1982 blev sortimentet udvidet med hobbyartikler. Blandt andet modeltog fra Märklin, fjernstyrede skibe, fly, biler og plast- og træbyggesæt.

Udvalget har sikret Saxø en bred kundeskare fra ind- og udlandet.

- Jeg har haft mange tyske turister gennem tiden. Og nogen har allerede beklaget, at jeg stopper, siger Jan Sørensen.

Han er ikke helt afklaret endnu med henblik på en afskedsreception.

- Nå der er ryddet op i værkstedet holder vi noget. Det bliver formentlig i januar, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.