Saybia blev prist igen

Saybia fik to priser, og Steffen Brandt fik 25.000 kroner, da P3 delte priser ud i aftes

Allerede sidste år havde fynske Saybia noget at fryde sig over, da Danmarks Radios P3 for første gang uddelte priser. Foran et par tusinde festklædte gæster i Falkoner Salen på Frederiksberg, kunne generaldirektør Christian Nissen overrække P3 Prisen og 75.000 kroner til gruppen, som blev kaldt "særlige talentfulde artister, der lige manglede det sidste skub". Det har Saybia unægteligt fået i løbet af 2002, hvor de har solgt cirka 110.000 cd'er herhjemme, og hvor de ydermere også er begyndt at blive kendte ude i Europa. Så i aftes måtte Søren Huss, Sebastian Sandstrøm, Jess Jensen, Jeppe Knudsen og Palle Sørensen atter på scenen - og det endda to gange, da Danmarks Radio uddelte P3 Prisen 2002 i Radiohusets Koncertsal. Hvor det sidste år var DR's jury, der gav dem hæderen, var det i år også folkets sms-stemme, der havde lydt. For Saybia fik såvel prisen for P3 Lytterhittet som P3 Kunstneren 2002. P3 prisen og de 75.000 kroner gik i år til trioen Swan Lee, som efterhånden må gnække godt i skægget over, at de stædigt fastholdt at bruge 400.000 kroner på at udgive den cd, som ingen pladeselskaber ville kendes ved. I stedet besluttede de sig for at danne pladeselskabet GoGo Records selv, og siden har Pernille Rosendahl, Jonas Struck og Emil Jørgensen haft travlt. Deres album er udkommet i flere europæiske lande, og senest har Swan Lee varmet op for Suede på deres Europa-turné. Prisen for årets bedste album, P3 Albummet, gik til Outlandish, der fik ualmindeligt flotte anmeldelser for deres album "Bread And Barrels of Water" her i efteråret, mens Jesper Mortensen og Jeppe Breum Laursen i duoen Junior Senior kan vigte sig med at have lavet P3 Hittet 2002, valgt af DR's egen jury. Junior Senior blev hædret for nummeret "Move Your Feet", og også de er nu ved at slå igennem i udlandet. Både svenskerne og hollænderne bevæger for øjeblikket pusselankerne til deres melodier. P3's talentpris blev placeret i armene på Racing Ape, og så kunne århusianske Steffen Brandt fra TV 2 tage fra Radiohuset med kroner på lommen og ros fra kulturminister Brian Mikkelsen (K). Forsangeren fik DR's syng-dansk-pris på 25.000 kroner for at blive ved med at synge dansk i en tid, hvor mange ellers slår op i Gyldendals røde dansk-engelsk ordbog, når de skal forfatte en sangtekst.