Saybia fik ingen sekunder at sove i

Saybia, TV-2 og Malk de Koijn tog mest hjem, da den danske musikbranche fejrede sig selv lørdag aften i Forum på Frederiksberg

Fugle 2. marts 2003 07:00

KØBENHAVN: Hellere en fugl i hånden end ti på taget, siger en gammel talemåde. Men rockgruppen Saybia gik videre end dét og fik mere end én sangfugle-statuette at slæbe hjem på, da den danske musikbranche lørdag aften delte Danish Music Awards ud i Forum på Frederiksberg. Da redaktionen sluttede, bar Søren Huss, Sebastian Sandstrøm, Jess Jensen, Jeppe Knudsen og Palle Sørensen fra Saybia allerede rundt på tre bronzestatuetter á hver 1,7 kilo, fordi de var blevet hyldet for at have lavet årets danske album, for at være årets danske gruppe, og fordi Søren Huss efter folkets mening er årets danske sanger. Og da havde de stadig muligheden for også at få prisen for årets danske hit. Dermed var det faktisk andet år i træk, at gruppen kunne høste priser for de samme numre. For ved Danish Music Awards sidste år fik Saybia helt ekstraordinært prisen som Årets Rockudgivelse, selv om de dengang kun havde udgivet en ep-plade med nogle af de samme sange, som er med på albummet "The Second You Sleep", der udkom i januar sidste år. "Hvad så Danmark, er I klar?", spurgte de to 22-årige herrer Niclas Genckel Petersen og Jannik Thomsen i årets løb, og det må man sige, at Danmark var. I hvert fald kunne Nik & Jay både gå "frem og tilbage" på scenen i aftes, efter at være blevet kåret som årets nye danske navn 2002. Helt spæde og nybegynder-agtige kan man ikke kalde TV-2, der fik prædikatet "Årets danske popudgivelse" for deres 14. studiealbum "På Kanten af Småt Brændbart", og forsangeren Steffen Brandt fik endnu en Music Award-statuette til livets trailer for at være "Årets danske sangskriver". En anden gammel kending, 41-årige Søs Fenger, stak af med titlen som "Årets sangerinde" foran notabiliteter som Hanne Boel og Cæcilie Norby, hvorimod de mere pubertile navne som Jon og Razz, der har solgt godt i årets løb og også var nominerede, ikke blev fundet værdige til hverken fugl eller fisk ved musikpris-uddelingen. Det gjorde derimod Tue Track, Geolo G og Blæs Bukki fra gruppen Malk de Koijn, som ligefrem selv synger, at de er "Fågt Op I Skalle". De overhalede Outlandish og snuppede prisen som årets danske rap- og hip hop udgivelse, ligesom de også blev hyldet for at have lavet årets bedste musikvideo. Selv om den tidligere Psyched Up Janis-forsanger Sune Wagner, der stammer fra Sønderborg, og bassisten Sharin Foo har fået en international kontrakt med amerikanske Columbia og er blevet hyldet i verdens førende rockmagasiner, Q Magazine og Rolling Stone, er deres debutudspil Whip It On aldrig rigtig blevet et stort hit herhjemme. Alligevel stak de - måske lidt overraskende - af med titlen som årets danske rockudgivelse i 2002 foran Saybia, D-A-D og Moon Gringo. Ét af de mere overraskende comeback i 2002 var Nils Skousens. Efter at han i 1971 var en landeplage med hippiesangen "Herfra hvor vi står", har han de seneste 22 år koncentreret sig om skuespillet. Det blev der lavet om på for den 59-årige herre i årets løb, da han udgav cd'en Dobbeltsyn, og den blev hædret som årets danske folk-udgivelse i aftes. Men også Niels Skousen kunne møde jævnaldrende til prisuddelingen. For eksempel Peter Belli, der fik IFPI's hæderpris for sin indsats for dansk musik igennem snart mange år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...