Musik

Saybia hitter på MTV

Fynske Saybia udgives nu i store dele af Europa

.Lige siden den fynske gruppe Saybia udgav deres første single "The Second You Sleep" fra albummet af samme navn , har bandet oplevet stor anerkendelse i den danske musikpresse. Debut-albummet er blevet rost meget, og salget har allerede rundet de 110.000 eksemplarer i Danmark. Men succesen stopper ikke hér. Senest har den internationale musikkanal MTV sat singlen på "hot rotation", hvilket indebærer, at videoen bliver vist 25 gange om ugen, og det er ikke det eneste, MTV's seere kommer til at mærke til bandet fra Nyborg. Saybia går nemlig også i Safri Duos fodspor, da de med en nominering repræsenterer Danmark for andet år i træk i kategorien "Best Nordic Act" ved MTV's store Europe Award-show. Kategorien omhandler de bedste nordiske optrædener i det foregående år, og det danske bands konkurrenter er norske Röyksopp, finske The Crash samt de to svenske bands The Hives og Kent. Dermed er alle nordiske lande repræsenteret i kategorien, som Safri Duo vandt sidste år, hvilket også var den første danske nogensinde. Showet løber af stabelen den 14. november i Barcelona, og kan opleves direkte på MTV fra kl. 21.00 til midnat. Midt i al succesen på musikkanalen er den internationale udgivelse af debutalbummet også i gang. Bandet udgiver cd'en i hele Nordeuropa, og dermed kan pladekøberne i Holland, Belgien, Østrig, Tyskland og de andre skandinaviske lande investere i musikken. Samtidigt med den internationale udgivelse, har Saybia også optrådt live på forskellige spillesteder i blandt andet Tyskland og Holland. Mens MTV-seerne får rig mulighed for at se Saybia i de kommende måneder, må det danske publikum derimod vente til næste år med at opleve gruppen live på dansk grund, da bandets resterende koncerter i år alle er i udlandet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste