Scanfish opruster i Hanstholm

Virksomheden Seafood Danmark har opkøbt P. Taabbel & Co A/S og flytter selskabets aktiviteter i Thorfisk fra Hvide Sande til Hanstholm

Lone Lærke Krog
På Thorfisk i Hvide Sande forarbejdes der primært torsk og sej. Nu flyttes produktionen til Scanfish Hanstholm. Virksomheden i Hanstholm vil beskæftige i alt 200 medarbejdere fremover. Arkivfoto
16. oktober 2018 08:40 - Opdateret 16. oktober 2018 10:43

HANSTHOLM: 50 medarbejdere på Thorfisk A/S i Hvide Sande har fået brev om, at de fra mandag 22. oktober skal møde på arbejde i Hanstholm.

Thorfisk lukker.

Direktør i Scanfish A/S i Hanstholm, Morten Nielsen, siger:

- Vi samler aktiviteterne i Hanstholm. Det er for svært at drive produktion i Hvide Sande.

Han tilføjer i øvrigt, at selskabet bag Scanfish Danmark og Thorfisk A/S, Seafood Danmark A/S, netop har opkøbt P. Taabbel & Co A/S.

Seafood Danmark A/S ejer også Lerøy Schlie A/S og Brdr. Schlie Fiskeeksport A/S.

I alt vil der fremover blive 200 medarbejdere i Hanstholm - til forarbejdning af alle typer fersk fisk.

Lige nu ønsker Morten Nielsen ikke at uddybe, hvad der er baggrunden for at samle aktiviteterne i Hanstholm - og hvilke planer, der er for fremtiden.

Det skyldes, at han i øjeblikket forsøger at forhandle sig til rette med fagforbundet 3F, der organiserer de 50 medarbejdere, der fredag 13. oktober fik besked på, at de allerede 22. oktober skal møde på arbejde i Hanstholm - og ellers vil de blive betragtet som afskedigede.

Der er 157 kilometer mellem Hvide Sande og Hanstholm.

Formanden for 3F i Hvide Sande, Henning Boye Christensen, har ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern kaldt fremgangsmåden "kold og kynisk".

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...