Scenegale springer ud

Ambassadører arbejder på højtryk for at promovere mega-finalen på Region Aalborgs alkoholfrie ungdomsmusik-karavane

NIBE:Sprut og stoffer er bandlyst. Til gengæld står professionelle lys- og lydfolk klar til at hæve rammerne op på niveau med Nibe Festivalen, når bands og solister 28. oktober går på scenen under den sidste udgave af Region Aalborg samarbejdets ungdomsmusik-karavane Scenegal. - Det handler om at løfte børn og unge, få dem til at tro på sig selv uden alkohol og stoffer i blodet, siger formand for medarrangør Nibe Festivalen, Peter Møller Madsen, der har mange års erfaring med socialpædagogisk arbejde. - Få dem til at føle ejerskab af begivenheden og deres eget liv. Ungdomskonsulent Joye Swan har spredt de første ord i lokalsamfundet om mega-festen i Nibe Hallen, og adskillige har meldt sig som ambassadører for eventen. - Det er vigtigt at frem til jævnaldrende meningsdannere mellem 13 og 17 år på eksempelvis skoler, så ideen bliver solgt i øjenhøjde, forklarer medarrangør Joye Sean fra samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi, SSP. Ambassadørerne indtager ofte positive hovedroller i dagligdagen. Både i klasseværelset og i fritiden. - Vi er vel en slags rollemodeller, erfarer 15-årige Anne Svane fra 9. klasse. Jævnaldrende Sasca Skak vurderer, at Scenegal er en ny og anderledes positiv vej at gå for at dæmme op for druk og stofmisbrug. - En måde at møde nye mennesker på i festlige, fede, men rare omgivelser, siger den 15-årige ambassadør Rasmus Poulsen. - Vi skal nok få nogle af rødderne med, lover 14-årige Mathilde Øland, og ambassadørerne overvejer i øjeblikket, om de skal sms'e en nøje koordineret indbydelse til så mange som muligt fra målgruppen. Lokale optræder på samme scene som eksempelvis rappens grand old man, spasmageren Jonny Hefty fra børneprogrammet Rockstaz - Bæveradio Gugtang Klan. Nibe Musikskole leverer en del bands, men leder Palle Vang har også fundet frem til tidligere elever, der kan lidt mere end de fleste, og har dannet Jazz Machine. - Jeg har skubbet lidt til dem, og nu spiller de egne numre, der på scenen udløser en bette indtægt til dem fra CODA-afgifter. Festen folder sig ud på en fredag, og netop den dag er forsømt af adskillige ungdomsklubber også i Nibe Kommune. - Det er jo netop den dag, børn og unge burde have et sted at være sammen i trygge rammer fremfor at opsøge steder, vi helst ikke vil have, de går hen, og så er ungdomsklubben lukket. Det er helt hen i vejret, siger ungdomskonsulent Joey Swan. - Men det kan Scenegal som succes forhåbentlig være med til at lave om på. Region Aalborg Samarbejdet mellem 12 kommuner har fremskredne planer om en børne- og ungdomsfestival i 2008 af store dimensioner og efter samme principper som Scenegal. Formentlig med deltagelse af en del udlændinge for at sætte ekstra kolorit og perspektiv på fremstødet.