Scenen er sat i Hedelund

Den nye scene ved søen i rododendronparken er snart rejst - næste akt er scenegulvet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

BRØNDERSLEV:De seneste dage har håndværkere været i gang med at rejse en ny scene ved søen i rododendronparken. Store betonelementer er kørt ind i parken og har udgjort et gigantisk samlesæt, som kyndige hænder har stykket sammen del for del.

Overdækningen er tegnet af Arkitektfirmaet Hellsten, og den er udført i højstyrkebeton af Hjallerup-firmaet Hi-Con. Den gamle træscenen bukkede under for råd og måtte fjernes, og afløseren udgør en særdeles slidstærk og langtidsholdbar løsning.

- Det bliver dejligt at se skitser og alle de tekniske tegningerne bliver realiseret, sagde chef for Vej og Park i Brønderslev Kommune, Peder Gregersen, mens Hi-Cons folk arbejdede med opgaven.

Scenen ligger i den del af parken, der vender ud mod Parkvej og Nørregade. Foran scenen er der et amfiteater, og fra tilskuerpladserne er der et smukt syn ud over parken.

- Scenen får et moderne og enkelt udtryk, der harmonerer med den klassiske park. Og i første omgang har vi valgt at lade scenen stå i rå beton, tilføjer Peder Gregersen og oplyser, at scenen skal stå klar til brug 1. maj.

- Overdækningen er gjort klar til montering af teknisk installationer, så vi kan sætte lys og lyd op - og hermed er scenen forberedt både til teater og musikarrangementer.

Under betonoverdækningen skal der lægges scenegulv i hårdt træ.

Projektet beløber sig til 1,1 mio. kroner.

- De 1,1 mio. kroner dækker alt fra rådgivende ingeniører, til støbning af fundament og opbygning af scenen. Kommunen har lagt 300.000 kroner i projektet, oplyser Peder Gregersen og tilføjer, at kommunen blandt andet har støbt fundamentet.

Hi-Cons folk nåede langt med arbejdet i går, og om kort tid rykker tømrerne ind på pladsen for at bygge scenegulvet. Herefter følger elektrikeren, der skal installere strøm til de tekniske installationer.

- Efterfølgende tager vi os af gartnerarbejdet. Det store bed ved amfiteateret bliver fjernet, så der bliver flere pladser til tilskuerne. Og vi skal have gjort området omkring scenen pænt og præsentabelt, siger Peder Gregersen.

Han tilføjer, at scene-projektet er optakt til en stor forvandling i denne del af parken, idet indgangspartiet også skal laves mere præsentabelt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.