Scenic på gule plader

Renaults populære Scenic klarer nu vægtkravene for optagelse i van-klassen

Den nye Renault Scenic bliver nu introduceret i en van-version. Dermed er det første gang i Danmark, man kan købe en Scenic på gule plader - og oven i købet i to længder. Da den første Renault Megane Scenic kom på markedet i 1997, blev den fra starten en stor succes, der skabte en helt ny klasse - den kompakte MPV. Desværre var det dengang ikke muligt at få den godkendt som van til 30 procent afgiften, idet den ikke kunne leve op til lovens krav om en totalvægt på mindst 2025 kg. Men det kan den nye Scenic, der blev introduceret på det danske marked i slutningen af 2003. Faktisk bliver der tale om hele to versioner, idet bilen til sommer også kommer på markedet i en forlænget version (+23 cm). Scenic van byder på nye features som en automatisk parkeringsbremse (erstatter håndbremsen) og en gearstang, der er højt placeret foran instrumentbordet. Med disse to funktioner fjernet fra midterkonsollen er der blevet plads til en ny type midterkonsol, som dels rummer et meget stort og dels kan forskydes frem og tilbage. Van-versionen er standardudstyret med bl. a. aircondition, el-justerbare sidespejle med varme, 16" tommer fælge, infocenter, el-ruder, el-opvarmede forsæder, højdejusterbart førersæde, fjernbetjent centrallås, RDS-radio med cd og fjernbetjening ved rattet samt rat, der kan justeres i både højde og længde. Rent sikkerhedsmæssigt er gulplade-bilen forsynet med seks airbags. Det danske Scenic-program leveres i to versioner: Scenic Van og Grand Scenic Van, hvor den eneste forskel er længden. Sidstnævnte forventes fremme på det danske marked i løbet af sommeren, mens førstnævnte er klar til levering i begyndelsen af marts. På grund af vægtkravet leveres Scenic Van kun med en 1,9 liters commonrail dieselmotor på 120 hk og et drejningsmoment på 300 Nm ved 2000 omdrejninger. Det giver en tophastighed på 188 km/t og en acceleration fra 0-100 km/t på 12,1 sek. Ved blandet kørsel er forbruget opgivet til 17,2 kilometer. Billigste Scenic van er prissat til 139.000 kr., men de første 250.000 kunder vil dog kunne købe den til 129.000 kr.