Schöne havde håbet på mere succes på landsholdet

Lasse Schöne har endnu ikke fået det ud af landsholdskarrieren, som han håbede på efter sin superdebut i 2009.

Ajax Amsterdam-profilen Lasse Schöne debuterede for fem år siden på landsholdet med et brag.

Siden har han dog ikke fået det ud af sin landsholdskarriere, som han havde forestillet sig tilbage i 2009, hvor han få sekunder efter sin indskiftning mod Chile scorede sit første landskampmål.

- Jeg havde forventet mere, end hvad det er endt med.

- Der gik ikke mere end tre uger, så røg mit korsbånd og en hel sæson plus et VM i Sydafrika. Det var ikke lige det, jeg havde håbet på efter debuten.

- Så har jeg været med i nogle år nu, men det er ikke helt blevet til det, jeg havde håbet på, siger Lasse Schöne forud for torsdagens venskabskamp i Debrecen mod Ungarn.

Det er foreløbig blevet til 16 landskampe - de 13 som indskifter - for Ajax-danskeren.

Det er næsten et år siden, at den 27-årige midtbanespiller senest var udtaget til landsholdet, men en fremragende sæson i Holland har atter fået landstræner Morten Olsen til at se Schönes vej.

Lasse Schöne har selv et bud på, hvorfor han har haft så stor personlig succes i Ajax.

- Jeg er blevet flyttet lidt længere frem på banen. Sidste år spillede jeg meget på den centrale og defensive midtbane. I år har jeg haft en lidt mere fri rolle ude i højresiden, og det har passet mig godt.

- Jeg har været vigtigere for holdet med assist og mål, hvilket Olsen gerne vil se.

- Nu har jeg 10 dage med landsholdet til at bevise, at jeg skal være med igen, siger Schöne, der på grund af sin flotte sæson i Ajax måske kan blive et varmt emne for andre klubber i sommerens transfervindue.

Danskeren er dog godt tilfreds med at spille for den hollandske mesterklub.

- Jeg har et år tilbage. Jeg har ikke travlt med noget. Jeg er rigtig glad for at være i Ajax.

- Jeg har altid sagt, at man skal prøve at nå det maksimale i sin karriere, og hvis der kommer noget interessant, så kigger man på det, siger han.

Kampen mod Ungarn bliver fløjtet i gang klokken 20.15. På onsdag i næste uge skal Danmark møde Sverige i Parken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst