Schack spørger om LAG-tiderne
Hækkerup og Hansen havde lovet, det skulle blive bedre, siger V-folketingsmedlemmet

Torsten Schack Pedersen, MF (V), stiller spørgsmål til ministeren for by, bolig og landdistrikter omkring sagsbehandlingstiderne for LAG-midlerne. Arkivfoto
THY-MORS:Venstres folketingsmedlem for Thistedkredsen Torsten Schack Pedersen rejser igen spørgsmålet om de langsomme sagsbehandlingstider i forbindelse med LAG-midlerne.
Det sker på baggrund af artiklen i Thisted Dagblad mandag, hvor LAG-bestyrelsen for Thy-Mors i forbindelse med sin afrapportering af den seneste programperiode klager over sagsbehandlingstiderne.
Ikke mindst set i lyset af, at man ved, at der findes både hurtigere og smidigere sagsbehandling i en lang række andre EU-lande. På den baggrund, hed det, kan de danske myndigheder ikke skyde skylden på EU.
- Vi har haft både fødevareministeren (Karen Hækkerup (S), red.) og landdistriktsministeren (minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S), red.) i samråd om de langsomme sagsbehandlingstider, siger Schack og fortsætter:
- På trods af deres forsikringer om, at problemet har høj prioritet, så sker der ikke noget. Jeg forventer, at særligt landdistriktsministeren smøger ærmerne op og finder en løsning på dette problem. Der er rigtig mange ildsjæle rundt omkring i Danmark, og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de skal være ofre for systemets træghed, når midlerne nu er der.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.