Schack-start satte sving i vellykket aften med mad og Pierre Dørge & New Jungle Orchestra

Mik Schack og Pierre Dørge samlede 300 tilhørere på Vendelbohus til mad og musik

Øvelse med mester - Pierre Dørge øvede sammen med de lokale musikanter om eftermiddagen inden aftenens koncert. FOTO: HANS RAVN

Øvelse med mester - Pierre Dørge øvede sammen med de lokale musikanter om eftermiddagen inden aftenens koncert. FOTO: HANS RAVN

HJØRRING:Hjørring kan godt løfte kulturelle arrangementer af stor volumen uden at sætte penge til. Det blev der ført bevis for fredag aften på Vendelbohus, hvor TV-værten Mick Schack fodrede omkring 300 tilhørere med et provokerende, energisk og underholdende foredrag om mad og ordentlige råvarer inden spisningen. Her havde han også haft mere end en finger med i spillet omkring menuen. Og efterfølgende blev der så serveret jazz fra verdensnavnet Pierre Dørge & New Jungle Orchestra. - Arrangementet løber økonomisk rundt, og det viser, at man godt kan lokke folk til, hvis man skruer en samlet oplevelse sammen til dem, siger lederen af Hjørring Musikskole, Christian Larsen. - Musikken var en smal genre, men den glider ned, når man har det rigtige koncept, uddyber han. 175 deltog i foredraget og spisningen - altså lidt over halvdelen - mens resten kom til selve koncerten, hvor også lokale musikanter, blandt andet fra musikskolen, deltog i forbindelse med et par af numrene. - Eleverne fik virkelig en på opleveren ved at medvirke, siger Christian Larsen. Det tunge arrangement havde ikke fået et økonomisk sikkerhedsnet spændt ud under sig i form af en kommunal underskudsgaranti. Det var i stedet erhvervslivet, som havde involveret sig - HP Gruppen Spar Nord Fonden og DPR-Ingeniørerne. De sørgede for, at der i deres regi blev afsat et vist antal billetter, men de var også klar med finansiering, hvis arrangementet ikke hang økonomisk sammen, men det blev altså ikke aktuelt. - Det bliver ikke sidste gang, vi laver et arrangement af den her slags, siger musikskolelederen. Foreningen Nordjysk Jazz var hovedarrangør, og musikskolen samt Vendelbohus var ligeledes koblet på.