Fodbold

Schalke fyrer træneren efter Champions League-ydmygelse

Domenico Tedesco er ikke længere træner i Schalke 04, der har tabt de seneste fem kampe på stribe.

Domenico Tedesco er ikke længere træner i Schalke 04. 0-7-nederlaget til Manchester City blev hans sidste kamp i spidsen for storklubben.

Domenico Tedesco er ikke længere træner i Schalke 04. 0-7-nederlaget til Manchester City blev hans sidste kamp i spidsen for storklubben.

GELSENKIRCHEN:Tirsdagens 0-7-nederlag til Manchester City i Champions League blev Domenico Tedescos sidste opgave som træner for Schalke 04.

Ruhr-klubben meddeler på sin hjemmeside, at man har valgt at fritstille den unge træner, der i sidste sæson førte Schalke til en andenplads i Bundesligaen.

- Vi kan dog ikke se bort fra, at udviklingen i denne sæson alt i alt har været negativ, siger Schalkes sportslige leder, Jochen Schneider.

Afklapsningen mod Manchester City var Schalkes femte nederlag i træk, og i det hele taget har Tedesco haft svært ved at få sine tropper op i samme omdrejninger som i sidste sæson.

I Bundesligaen er klubben helt nede som nummer 14 og kun fire point fra den 16.-plads, der efter sidste spillerunde medfører playoffkampe mod et hold fra den næstbedste række om at undgå nedrykning.

33-årige Tedesco kom til Schalke i november 2017. Forinden havde han et kort, men succesfuldt ophold i Erzgebirge Aue.

I nødens stund har klubledelsen henvendt sig til et særdeles velkendt træneransigt i form af veteranen Huub Stevens.

Stevens har to gange tidligere været træner i klubben, blandt andet i 2001, da Schalke med Ebbe Sand som topscorer var tæt på at vinde det tyske mesterskab.

Den 65-årige hollænder overtager holdet på midlertidig basis sammen med den mangeårige Schalke-spiller Michael Büskens. Duoen står foreløbig i spidsen for holdet i lørdagens møde med RB Leipzig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst