Schioldan: Vi kollapsede

Den rutinerede White Hawks-back Christian Schioldan var chokeret efter nederlaget til Odense

Frederikshavn White Hawks stred forgæves mod Odense.Foto: Kurt Bering <i>Kurt Bering</i>

Frederikshavn White Hawks stred forgæves mod Odense.Foto: Kurt Bering Kurt Bering

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn White Hawks burde have ført kvartfinaleserien mod Odense med 3-0.

Men et kostbart kollaps i tirsdagens hjemmekamp betyder, at Odense vandt opgøret 5-3 og fik reduceret til 1-2 i serien.

Fynboerne scorede fire mål på mindre end syv minutter i 2. periode.

- Jamen, jeg er chokeret. Pludselig kører vi rundt som om, vi slet ikke er til stede. Det er rystende dårligt og må selvfølgelig ikke ske. Vi faldt fra hinanden, lød analysen efter kampen fra rutinerede Christian Schioldan, der spillede kamp 803.

Han tøvede ikke med at bruge ordet kollaps om det, der skete på isen.

- Det var det jo. Jeg mindes ikke at have oplevet det på den her måde før.

Han erkender, at kvartfinalen nu atter er en åben affære, men føler dog, at White Hawks fortsat har overhånden.

- I tredje periode spillede vi godt, og der så man, at vi er det bedste hold. Så det er op til os selv. Hvis vi koncentrerer os og spiller vores bedste, så vinder vi også over Odense, sagde Christian Schioldan.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.