Fodbold VM 2018

Danskerne er i undertal i Rusland, men Schmeichel savner ikke opbakning

Den danske målmand lader sig ikke røre af, at modstanderne har flere fans på tribunerne

Foto: David Gray/Reuters/Ritzau Scanpix

Foto: David Gray/Reuters/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Når Danmark torsdag møder Australien i den anden kamp ved VM i Rusland, bliver danskerne igen underrepræsenterede på tilskuerpladserne.

I lørdagens åbningskamp var tusindvis af tilskuere fra Peru i klart overtal, og torsdag i Samara ventes i omegnen af 1000 tilskuere, mens Australien forventes at stille med mere end det tidobbelte.

Målmand Kasper Schmeichel savner dog ikke opbakning.

- Vi er taknemmelige for dem, der kommer, og hvis man har set scenerne fra storskærmsarrangementet hjemme i Parken, synes jeg ikke, at man kan tale om, at vi mangler opbakning. Vi har selv familier, der har oplevet, hvor svært det er at komme herover, sagde Kasper Schmeichel ved onsdagens pressekonference.

Han lader sig ikke ryste af, at danskerne igen kan komme til at føle det som en udekamp.

- Vi spiller i ligaer, hvor vi har prøvet at være på udebane uden at have nogen fans med. Det er stadig 11 mod 11 på banen, siger Schmeichel, der dog forventer en svær opgave mod Australien.

- De spillede godt mod Frankrig og var uheldige med ikke at få point. Det er et godt organiseret hold, der også har nogle kreative spillere og noget fart på kanterne. Det bliver en hård kamp, siger Kasper Schmeichel.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.