Schmeichel tager Leicester-stab med i landsholdslejren

Kasper Schmeichel skal testes grundigt, før han kan få en klarmelding til landskampen mod Armenien søndag.

Ritzau
Kasper Schmeichel kæmper mod tiden Foto: Scanpix/Nils Meilvang
1. september 2016 11:15

Kasper Schmeichel støder torsdag aften til landsholdets træningslejr forud for VM-kvalifikationen søndag mod Armenien.

Med sig til Danmark har Schmeichel kolleger fra Leicester, som holder øje med målmanden, der mandag gennemgik en brokoperation og derfor ikke var til rådighed i onsdagens 5-0-testsejr over Liechtenstein.

- Kasper Schmeichel kommer i aften, og så må vi se på ham i morgen. Vi skal se, hvor langt han er kommet.

- Han tager folk med fra Leicester, som har fulgt ham hele vejen. Han har trænet de sidste to dage, men det har været meget, meget let træning, siger Åge Hareide torsdag formiddag.

Hareide vil ikke bruge Kasper Schmeichel, der gennem flere år har været klart førstevalg i målet, hvis Hareide ikke kan få en garanti for, at Schmeichel er frisk nok til at spille samtlige 90 minutter mod Armenien.

- Han skal være i stand til at kunne stå, og det skal vi vide på forhånd. Så vi skal være helt sikre på, at han kan holde til en hel kamp. Det nytter ikke noget, at han bare kan stå op.

- Vi har to andre gode målmænd, så vi skal helst have en frisk Schmeichel, hvis vi skal bruge ham i Parken, siger Åge Hareide.

I Schmeichels fravær var det Brøndbys Frederik Rønnow, som stod onsdagens testkamp mod Liechtenstein, mens Jonas Lössl var henvist til bænken.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...