Byggeri

Schou-Epa bygning skal forskønnes

Ejendomsselskab vil ombygge før genudlejning

FREDERIKSHAVN:Arkitekturpriser har den aldrig vundet, den mastodonte Schou-Epa bygning midt på Frederikshavns gågade med sine afblændede vinduer og et uharmonisk facadeforløb, ikke mindst over gadeplan. Nu er Schou-Epa lukket, og bygningen skal gennem en forskønnelseskur for lettere at kunne lejes ud. Arkitekterne Jørgen og Lasse Andersen har for byggeselskabet I/S Nora, som ejer bygningen, lavet et forslag om at bryde den udelte facade op i to og øge højden i den nordligste del. - Vi forventer, at der kommer en pænere facade ud af ombygningen, siger Niels Ole Fredborg Nielsen (UP), der er næstformand plan- og miljøudvalget. Udvalget fik planer og tegninger forelagt på sit seneste møde.