Frederikshavn

Schou Epa-ejer investerer 12 millioner i renovering

Marcus Choleva glæder sig over, at det omsider er lykkedes at få liv i bygningen - selv om det har været en vanskelig proces

Marcus Choleva investerer 12 millioner kroner i renoveringen af Schou Epa-bygningen i Frederikshavn. 

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Marcus Choleva investerer 12 millioner kroner i renoveringen af Schou Epa-bygningen i Frederikshavn. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix

FREDERIKSHAVN:Marcus Choleva var det helt store samtaleemne i forbindelse med tirsdagens pressemøde i Frederikshavn. Men som beskrevet andetsteds havde han på grund af et uheld med bentøjet ikke mulighed for at dukke op.

Det lykkedes dog NORDJYSKE at fange ham over telefonen, for at spørge ind til størrelsen af planerne for Schou Epa.

- Projektet ligger i klassen omkring 12 millioner kroner, siger Marcus Choleva.

- Oprindeligt har vi jo arbejdet med et væsentligt større projekt (et stort butikscenter, red.), men det blev jo ikke til noget, tilføjer han og tøver lidt.

- Det skal jo passe ind både med mit eget tidsforløb, og også med de almindelige konjunkturer. Og de tilsiger ikke, at man laver et helt stort projekt lige nu. Tingene går jo ikke lige så stærkt, som de gjorde for nogle få år siden, forklarer Marcus Choleva.

En lang proces

Undervejs har det undret mange i Frederikshavn, hvorfor det har varet godt otte år at få liv i den store bygning igen. Til det siger Marcus Choleva:

- På den ene side har jeg afventet at lave det store projekt (med butikscenteret, red.) - og på den anden side kan det bare nogle gange være besværligt at få sat gang i noget.

Omkring nytårstid var der dog interesse fra potentielle lejere, og derfor besluttede Marcus Choleva sig for igen at gøre et forsøg på at få liv i den forladt bygning. Og nu har han en tro på, at samtlige tre butikker snart er lejet ud.

- Jeg er ikke Vorherre, men hvis du spørger mig, om jeg tror, at de bliver lejet ud, så siger jeg ja. Selvfølgelig gør jeg det, for de ligger jo et af de bedste steder i hovedgaden.

Marcus Choleva glæder sig således over fremtidsudsigterne for bygningen.

- Det er da godt. Både for mig og for byen er det en fantastisk ting.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst