EMNER

Schou Epa skæmmer

- Vi ønsker samme handelsvilkår som i Hjørring, sagde formanden for FREDERIK, Erik Sørensen på foreningens generalforsamling

Erik Sørensen: - Alt for mange erhvervsdrivende vil ikke bidrage til fællesskabet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Erik Sørensen: - Alt for mange erhvervsdrivende vil ikke bidrage til fællesskabet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

- Der er ledige butikslokaler i alle byer. Vi har noget, som de andre ikke har. Vi har en stor, tom og grim Schou Epa-bygning. Det var på handels- og virksomhedsforeningen FREDERIKS's generalforsamling tirsdag, at formanden, byrådsmedlem og tidligere borgmester Erik Sørensen, omtalte bygningen midt i Frederikshavn. Han mener, at bygningen påvirker Frederikshavns image som en aktiv og spændende handelsby - i negativ retning. - I FREDERIK er det vores ambition i løbet af året at komme i dialog med ejeren af Schou Epa-bygningen. Hvad er det ejeren vil, og hvordan kan kommunen og Frederikshavn Byfond for eksempel bidrage, sagde Erik Sørensen i sin beretning. Erik Sørensen ser FREDERIK som en aktiv og driftig forening. Efter et par turbulente år med uro og medlemsflugt, har foreningen sagt velkommen til 21 nye medlemmer. Men det er ikke nok. - Der er stadig mange erhvervsdrivende i byens centrum, der ikke vil være en del af fællesskabet, kommenterede Erik Sørensen og nævnte navne på en halv snes butikker, der nyder men ikke yder til fællesskabet. Desuden er der dårlig opbakning blandt byens frisører, ligesom Erik Sørensen og FREDERIK savner opbakning fra adskillige restauranter. I Lodsgade er Karma den eneste, der er medlem af FREDERIK. Bestyrelsen er inviteret til møde om taksterne for at udstille vare i gågaden og for udeservering. - I Hjørring har kommunen givet en håndsrækning til butikkerne. Det betyder faktisk en besparelse på cirka 10.000 kroner om året. Vi vil gå efter de samme vilkår i Frederikshavn, understregede Erik Sørensen. Den nordlige del af Danmarksgade er stadig et smertens barn. - Forretningerne mister kunder, og de ønsker at åbne Danmarksgade nord som sivegade uden for de tre sommermåneder juni, juli og august, fortalte Erik Sørensen.