Udenrigspolitik

Schröder forsvarer ja til at ophæve våbenembargo mod Kina

BERLIN:Tysklands forbundskansler, Gerhard Schröder, kom torsdag i kraftig modvind - også fra den rød-grønne regerings egne rækker, da han i Forbundsdagen forsvarede sit omstridte ja til at ophæve EU's våbenembargo mod Kina. - Det Kina, vi kender i dag, er ikke længere det samme som i 1989, fastslog Schröder med henvisning til, at sanktionerne blev indført efter massakren på Den Himmelske Freds Plads for 16 år siden. - Kina har i de senere år udviklet sig og fået en enorm politisk og økonomisk betydning. Derfor opfatter jeg det som min opgave at oprette et tæt partnerskab til landet. Ethvert forsøg på at isolere Kina ville give bagslag, sagde regeringschefen, der af tyske medier, menneskeretsorganisationer og politikere er blevet kritiseret for at køre en alt for handelsvenlig kurs uden skelen til menneskerettighederne. Men kansleren fastslog, at Tyskland ikke vil levere våben til Kina, og understregede, at EU's stats- og regeringschefer allerede for to år siden besluttede at arbejde hen imod en ophævelse af embargoen. Stort set samtidig med debatten i Forbundsdagen i Berlin afviste et overvældende flertal i EU-Parlamentet i Strasbourg dog at ophæve sanktionerne. Det skete med socialdemokraternes stemmer, og heller ikke internt i forbundsregeringen er Schröders holdning populær. Især hos De Grønne støder kansleren på modstand, men udenrigsminister Joschka Fischer undlod torsdag direkte at kritisere kansleren, selv om han tidligere har tilkendegivet at være uenig med sin regeringschef. I stedet forsvarede Fischer regeringens forsøg på at integrere Kina i verdenssamfundet, hvilket han betegnede som en af de største sikkerhedspolitiske udfordringer i det 21. århundrede. Men flere andre grønne politikere samt den konservative og liberale opposition afviste torsdag på det kraftigste at ophæve embargoen. Således advarede næstformanden for den konservative gruppe, Wolfgang Schäuble, imod at sætte det netop genoprettede forhold til USA over styr på grund af embargoen, som USA ønsker opretholdt. - Det ville være katastrofalt, hvis europæerne i denne sag falder amerikanerne i ryggen, sagde Schäuble. Det konservative CDU havde sat emnet på dagsordenen for at få regeringen til at opfordre det næste EU-topmøde til at bevare sanktionerne. Flere iagttagere mistænkte dog oppositionen for udelukkende at ville afsløre den interne splittelse i regeringen. /ritzau/