Schwåmpis Venner (stadig i)live

På Risholmvej udenfor Jerslev bor halvdelen af folkemusikgruppen Schwåmpis Venner. Ebbe Dissing og Jens Ole Jensen, som begge er lærere på henholdsvis Ø. Brønderslev Skole og Toftegaardsskolen i Jerslev, er i dag cd-aktuelle med liveindspilningen "Schwåmpis Venner (stadig i) live. Efter 13 år på "lavt blus" rører den kendte folkemusikgruppe Schwåmpis Venner nu igen på sig. Gruppen, der senest varcd-aktuel i 1992 med cd'en "Kradse sager", har netop, sammen med "Lydfang" fra Tommerup, færdigmixet en liveoptagelse fra Frydenlund Fuglepark, optaget i juni. Cd'en indeholder 15 numre, hvoraf de 11 består af gruppens bedste numre gennem de seneste 25 år plus fire irske traditionelle folksongs. Gruppens besætning er den samme som i 1992, bortset fra Ebbe Dissing på banjo. Han erstatter Per Hansen, som på tragisk vis døde i 1995. De øvrige medlemmer er stadig Henning Sørensen på harmonika, Brian "Nuller" Hansen på bas og Jens Ole Jensen på guitar. Sidstnævnte er også medlem af trioen "Kræn West". Alle sangene har irsk oprindelse. Hertil er sat en go' gang vendsysselsk humor om særlinge og andet godtfolk fra landsdelen. - Vi håber, at stemningen bliver den samme som for 25 år siden, da vi optrådte en del på Brunderhus, siger Jens Ole Jensen. Faktisk kan gruppen føres tilbage til 1979. Helt nøjagtigt 25. juni 1979 klokken 19.05 så Schwåmpis Venner dagens lys. Jens Ole Jensen betegner det som en mærkedag for Vendsysselsk kultur og åndsliv. På et idyllisk sted blev gruppen en realitet. Gruppens initiativtager Peter Bak fejrede på denne mindeværdige dag sin første 31-års fødselsdag. Da konen af moralske grunde havde låst kortene inde i tobaksskabet, var gæsterne henvist til at divertere sig med forhåndenværende instrumenter og sang. Fem år tidligere havde man i Jerslev - under Fritidsloven - dannet en forening, hvis formål var at fremstille og drikke alkoholiske drikke af høj kvantitet. Denne forening fik hurtig navnet Schwåmpi. Ud af denne sump fremspirede Schwåmpis Venner. I efteråret 1981 kontaktedes gruppen af Fisker Thomas, der inviterede Schwåmpis Venner til at medvirke på sin næste plade "Søens Våde Vej", der udkom i forbindelse med Skagen Visefestival 1982. Da gruppens anden lp-plade var udkommet i 1983, begyndte det for alvor at rykke for Schwåmpis Venner.