Schwåmpis Venner (stadig i) live

Schwåmpis Venner udgiver ny plade påBrunderhus, hvor gruppen også var kendt for 25 år siden. Gruppen vil med sin ny udgivelse viser, at der stadig er liv i de fire gutter, selv om de er mere grå i toppen

BRØNDERSLEV:Efter 13 års pause er Schwåmpis Venner igen på banen. I aften udgives den fjerde plade,"Schwåmpis Venner (stadig i) live. Det sker ved en sammenkomst på Brunderhus i Brønderslev. - Vi håber, at stemningen bliver den samme som for 25 år siden, da vi også optrådte på Brunderhus, siger Jens Ole Jensen fra Schwåmpis Venner. Faktisk kan gruppen føres tilbage til 1979. Helt nøjagtigt 25. juni 1979 klokken 19.05 så Schwåmpis Venner dagens lys. Jens Ole Jensen betegner det som en mærkedag for Vendsysselsk kultur og åndsliv. På et idyllisk sted blev gruppen en realitet. Gruppens initiativtager Peter Bak fejrede på denne mindeværdige dag sin første 31-års fødselsdag. Da konen af moralske grunde havde låst kortene inde i tobaksskabet, var gæsterne henvist til at divertere sig med forhåndenværende instrumenter og sang. Da der efter to timers uophørlig musiceren viste sig, at katten forblev liggende i kakkelovnskrogen, endog med visse tegn på velvære, indså man, at denne musik muligvis også kunne tolereres af andre levende skabninger. Før denne aften havde der dog fundet et lille præludium sted. Fem år tidligere havde man i Jerslev - under Fritidsloven - dannet en forening, hvis formål var at fremstille og drikke alkoholiske drikke af høj kvantitet. Denne forening fik hurtig navnet Schwåmpi. Ud af denne sump fremspirede Schwåmpis Venner. Schwåmpis Venner bestod i starten af fem medlemmer. I den forløbne tid skete der kun én udskiftning, nemlig, da Henning Sørensen erstattede Finn Bjerning, således at gruppens besætning så ud som følger: Henning Sørensen, harmonika, concertina, Peter Bak, mandolin, andekald, Per Hansen, banjo, violin, fløjte og sang, John Orlemann, bas og sang samt Jens Ole Jensen, guitar og sang. Det viste sig hurtigt, at den uhøjtidelige og folkelige form for musik faldt i folks smag. Efter at gruppen have været i radioen, kom der flere forskellige tilbud fra danske pladeselskaber - Dansk Eternitfabrik, Spåntex med flere. Gruppen valgte dog snusfornuftigt grammofonselskabet STUK, hvor man i foråret 1980 indspillede debut-LP'en "Nordenfjords", fortæller Jens Ole Jensen. Udover arrangementer i det ganske land, medførte pladeudgivelsen også et tilbud fra dansk tv i udsendelsen "Spil op". Året efter var gruppen klar med en ny lp-plade, der ligesom den første var indspillet i Stuk Ranch. Men da dette firma kom i vanskeligheder, kom dette produkt aldrig den hungrende skare i hænde. - I efteråret 1981 blev vi kontaktet af Fisker Thomas, der inviterede os til at medvirke på sin næste plade "Søens Våde Vej", der udkom i forbindelse med Skagen Visefestival 1982, mindes Jens Ole Jensen. Da gruppens anden lp-plade var udkommet i 1983, begyndte det for alvor at rykke for Schwåmpis Venner. Job efter job, by efter by. Til sidst blev presset for stort for de halvprofessionelle musikere, og gruppen gemte sig af vejen. I 1986-87 var gruppen nærmest opløst. John Orlemann og Peter Bak stoppede, og Per Hansen og Jens Ole Jensen havde svært ved at passe både musikken og arbejdet. Men i 1990 fik gutterne modet tilbage. En ny mand, Brian Nuller Hansen, overtog bassen, og efter et par lokale jobs, gik gruppen igen i studiet. Denne gang i Hjørring ved LJ-Music, og det resulterede i cd'en "Kradse Sager", der udkom i 1993. Så kørte det igen for den nu firemands store besætning. I 1994 var gruppen i Grønland for at underholde Flådestation Grønnedals personale i en uge. Året efter blev gruppen ramt af en tragedie. Per Hansen, lærer og banjospiller døde, efter kort tids sygdom. Det var et hårdt slag for gruppen, og modet forlod musikerne. Efter nogle stille år kom lærer Ebbe Dissing med som fjerdemand på banjo, og gruppen begyndte igen at blive interessant for lokalsamfundet. De blev efterhånden bedre sammenspillet, og her i 2005, 25-året for gruppens dannelse, går de så igen til optagelse. Denne gang en live med gruppens bedste numre gennem tiderne, spædet op med sange på originalsproget. Optagelsen skete 17. juni i Frydenlund Fuglepark på Fyn.