Schwartz - i den lokale sprøjte og egnsspillet

Kultur 1. december 2002 07:00

SKAGEN: Dette års lederpris inden for kulturen gik til Niels Schwartz for en bemærkelsesværdig indsats for kulturen i Skagen. Egentlig troede Niels Schwartz, at han var inviteret i byrådssalen for at holde et foredrag om egnsspillet til næste sommer for en udvalgt skare. Manuskriptet var klar i hånden, da han blev kaldt frem og det langsomt gik op for ham, at formålet var et helt andet. Efter indstilling fra Kulturelt Samvirke var det Karsten Hemmingsen, der overrakte prisen på vegne af børne- og kulturudvalget. I sin tale til prismodtageren sagde han: - Det ligger i din familiære arv, at Skagen for dig altid har været noget særligt. Du er tredje generation Schwartz i Skagen, og således kan du med rette kalde dig skagbo, skønt du og dine forældre har formastet jer til at bosætte jer på djævleøen, og I har således i en del år kun været deltidsskagboer. Men i 1982 valgte Niels Schwartz definitivt at vende tilbage til Skagen, hvor det tidligere sommerhus nu blev rammen om den genfødte skagbos liv. - Hvornår din store interesse for historie, specifikt Skagens historie, er blevet vakt, ved jeg ikke, men du har i hvert fald nu i mange år øst af din viden i flere forskellige sammenhænge. I mange artikler i den lokale sprøjte har du diverteret os med stort og småt fra skagboernes fortid og nutid - eksempelvis artikelserien om Skagen under besættelsen, som også blev udgivet i bogform, og klummerne NABOERNE om blandt andre fiskeren, kommunalarbejderen, fiskerens datter m.fl., der let genkendeligt og humoristisk spidder mange skagboer. - Ikke så snart så Egnsspillet på Fortidsminderne dagens lys midt i 1980'erne, før du fandt en ny opgave. I mange år har du været en entusiastisk oplægsgiver til dette spil, og stadig er det dig, der graver i de historisk facts og leverer den synopsis, spillet bygges på. Du har heller ikke været bleg for selv at spille roller, hvori replikkerne - efter sigende meget mod din egen vilje - havde tendens til at udvikle sig! Egnsspillet er efterhånden blevet en institution i Skagens kulturliv. Det er et højt værdsat samlingspunkt for mange skuespillere i alle aldre, og det er et fornøjeligt indslag i sommerens underholdning. - Med til billedet af dig hører også, at du er aktivt bestyrelsesmedlem både i Lokalhistorisk Forening og i Skagen By- og Egnsmuseum, og at du tilmed i en årrække var frivillig medarbejder på Skagen Festivalens kontor for information og billetsalg, sagde Karsten Hemmingsen og tilføjede: - Lige nu venter vi spændt på næste sommers egnsspil om fiskere, svallerkoner, spioner, forlis, kunstnere og badegæster. Lederprisen består af et diplom foruden en klukflaske fra glaspusteren og en buket blomster. Den medfølgende check på 2.000 kroner gav Niels Schwartz straks videre til egnsspilsgruppen. toen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...