Fodbold

Schweiz kalder på Kiib

Mads Kiib tygger på tilbud fra Wacker Thun

LUDVIGSBURG:Håndboldparret Kiib og Secher har mod på mere håndbold syd for grænsen - spørgsmålet er bare hvor. Den tidligere Vadum- og Aalborg HSH-spiller, Mads Kiib, tygger i disse dage på et tilbud fra Schweiz, hvor en af de førende klubber, Wacker Thun, har fået øje på bagspillerens kvaliteter efter en godkendt sæson i den tyske 2. Bundesliga. Mads Kiib har i denne sæson scoret 120 mål i 29 kampe for TSG Ludvigsburg-Ossweil, og han har lyst til at fortsætte i klubben, men ikke til det første tilbud klubben har lagt frem. - Træneren vil gerne beholde mig, så nu prøver han at finde nye midler, for jeg var ikke helt tilfreds med det fremlagte tilbud, konstaterer Mads Kiib, der sammen med holdkammeraterne er inde i en forrygende stime. En flot stime Den sydtyske klub har hentet 17 point i de seneste 9 kampe, og ledelsen har fået drømme om oprykningsmuligheder til 1. Bundesliga i næste sæson, hvis de kan holde sammen på mandskabet. En dårlig periode før jul med mange skader holder TSG væk fra den absolutte top, men de mange sejre har foreløbig sendt klubben op på sjettepladsen. - Vi har fået tre nye spillere efter jul, så nu har vi nogen at skifte med, siger Mads Kiib, der har spillet playmaker hele sæsonen. Med to skadede venstrebacks i truppen skal han dog nu igen ud på den gamle favoritplads. - Det passer mig ganske udmærket, fastslår Mads Kiib. Bopælen i Ludwigsburg passer også både Mads Kiib og Helle Secher. - Vi har en dejlig lejlighed og bor i en dejlig by, hvor Helle arbejder halvtids som pædagog ved siden af håndbolden, men skal vi bryde op, gør vi også det, siger Mads Kiib med eventyrlyst i stemmen. - Det er en del af charmen at møde nye steder og mennesker, når man rejser rundt som håndboldspiller. Det at leve af håndbold er jo det, jeg har drømt om, siden jeg spillede som dreng i Nøvling, spekulerer Kiib med tankerne i Schweiz. Til prøvetræning Han har nemlig netop tilbragt et par dage i alpelandet med prøvetræning i Wacker Thun. - Jeg trænede med nogle gode gutter, og nu skal vi snakke videre i den kommende tid, siger Mads Kiib. "Vi" er ud over det rejsende håndboldpar spilleragenten Stefan Bögel, der samarbejder med den tidligere nordjyske venstrehåndsklapper og nuværende træner for Flensburg-Handewitts reservehold, Lars Walther. Wacker Thun ligger i øjeblikket på fjerdepladsen i den schweiziske liga, der i en tæt top anføres af den tidligere Rune Ohm-klub, Kadett Schaffhausen, og internationalt skal de møde portugisiske Braga i Challenge Cup-finalen - den mest upåagtede af de europæiske turneringer. AaB har et tæt kendskab til Thun efter EC-kampene i november 2003, hvor nordjyderne kvalificerede sig til næste runde med en sammenlagt score på 57-48. På trænerkurser - Jeg er klar til et eller to år mere udenlands, inden jeg skal hjem for at læse på seminariet. Rent håndboldmæssigt er der vel også danske klubber, der til den tid mangler en rutineret spiller, forudser den 27-årige Nøvling-dreng. - Det glæder mig meget at se de hjemlige klubber tage så mange unge spillere ind, og jeg kan godt se mig selv i en rolle som den rutinerede støtte eller måske endda som spillende assistenttræner i Håndboldligaen eller 1. division, fortsætter Mads Kiib. Han er godt i gang med forberedelserne til den rolle. Mads Kiib har nemlig tænkt sig at tage de første to moduler i divisionstrænerkurset til sommer og de sidste tre næste år. Drømmen om den tyske Bundesliga har han opgivet - eller næsten da. - Hvis jeg havde en rigtig god sæson, kunne jeg måske være heldig at få et tilbud fra en af bundklubberne. Økonomien er dog så dårlig i flere klubber, at jeg kunne risikere først at vente på spilletid og derefter vente på lønnen, siger Mads Kiib, der de kommende dage hellere vil vente på tilbud fra Ludvigsburg og Thun.