Schweiz: Trusler om sanktioner gavner ikke forhandlinger

Udenrigspolitik 8. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Hvis EU's trusler om sanktioner over for Schweiz er ment seriøst, så er det ikke særlig gunstigt for forhandlingsklimaet. Det siger en talsmand for det schweiziske finansministerium til det schweiziske nyhedsbureau ATS. - Det er klart, at hvis de hentydninger, som blev gjort til disse foranstaltninger er alvorligt ment, ville det ikke være godt for forhandlingsklimaet, siger talsmanden Daniel Eckmann. Reaktionen kommer, efter budskabet fra EU's finansministermøde i København om, at hvis Schweiz ikke vil indgå en frivillig aftale om at udlevere oplysninger om EU-borgernes indestående på schweiziske bankkonti, så renteafkastet kan blive beskattet i hjemlandet, kan sanktioner komme på tale. Dermed er der lagt op til vanskelige forhandlinger for den danske finansminister Thor Pedersen (V), der som formand for EU's finansministre skal forhandle på EU's vegne. De store EU-lande, Frankrig, England og Tyskland har efter alt at dømme tabt tålmodigheden med Schweiz i spørgsmålet om bankhemmeligheden. Ifølge Ritzaus oplysninger var finansministrene fra de tre lande bannerførere på ECOFIN-mødet i København for allerede nu at indføre sanktioner mod alpelandet. Landet vægrer sig ved at give oplysninger om EU-borgeres indestående penge på konti i schweiziske banker, så renteafkastet i fuldt omfang kan beskattes i hjemlandet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...