Schweiz vil ikke åbne korruptionssag mod præsident

Pakistan har bedt Schweiz om at genåbne en sag om korruption mod landets præsident. Men schweizerne afviser.

Udland 10. februar 2013 11:12 - Opdateret 10. februar 2013 11:14

Schweiz vil ikke åbne korruptionssag mod præsident

De schweiziske myndigheder afviser at genåbne en langvarig korruptionssag mod Pakistans præsident, Asif Ali Zardari, fordi han har immunitet i kraft af sit embede, oplyser justitsministeriet i Pakistan.

Pakistan skrev i oktober sidste år til de schweiziske myndigheder og bad om en udredning af præsidentens formodede hvidvask af penge, som han uretmæssigt kom i besiddelse af for flere år siden.

Zardari og hans afdøde hustru, Benazir Bhutto, anklages for at have overført et beløb, der svarer til 75 millioner kroner, til schweiziske banker.

Pengeoverførslen menes at have fundet sted i 1990'erne.

Sagen har fået store politiske konsekvenser i Pakistan. I sommer mistede den daværende premierminister, Yousuf Raza Gilani, sit job, da den pakistanske højesteret anklagede ham for at nægte af genåbne efterforskningen af sagen.

Zardari kan dog ikke tiltales, så længe han er præsident, men Højesteret har i flere år krævet, at både Zardaris sag og andre sager om korruption fremskyndes.

Yasmin Abbasey, en højtstående embedsmand i justitsministeriet, bekræfter, at Schweiz ikke vil genåbne sagen, der blev lukket ned, da Zardari blev statsleder i 2008.

- De har svaret på vores brev og bekræfter, at præsidenten nyder immunitet, forklarer Yasmin Abbasey.

Ifølge politisk analytiker Hasan Askari er der med afvisningen fra Schweiz sat et midlertidigt punktum for sagen.

Han advarer dog om, at oppositionen formentlig stadig vil bruge korruptionsanklagerne mod den nuværende koalitionsregering, der ledes af Pakistans Folkeparti (PPP).

- Det redder PPP fra propaganda om, at partiet ikke retter sig efter afgørelsen i Højesteret, konstaterer Hasan Askari.

- Men i forbindelse med valgkampen vil oppositionen helt sikkert sætte fokus på korruptionssagen igen, spår han.

Pakistan skal vælge ny regering i marts.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...