Turisme

Schweizer med hang til Hadsund

Ny forpagter af Hadsund Camping & Vandrehjem endte i Hadsund ved et tilfælde

HADSUND:Født i Schweiz, boet i Holland, sejlet verdenshavene tynde, tilbudt job i Mexico, men alligevel er det i Hadsund, at Maria Hürlimann befinder sig nu. Og hvis det står til hende, så bliver hun også her det næste lange stykke tid. Hun er nemlig den nye forpagter af Hadsund Camping & Vandrehjem. - Der er så mange tilfældigheder i livet, siger Maria Hürlimann med en charmerende tysk accent, da hun skal forklare, hvorfor hun er endt i Hadsund. Hun arbejdede som skibsassistent, og et liv på havet betød, at hun ikke havde brug for en lejlighed, så hun bestemte sig for at købe en campingvogn. Den fandt hun på campingpladsen i Hadsund, som siden 1997 har været hendes base. Året efter stoppede hun med at sejle, og når hun ikke opholdt sig i campingvognen, boede hun i en lejlighed i byen. Hun blev ansat på campingpladsen og hjalp til med rengøringen. Da den tidligere forpagter Lis Rasmussen sidste år besluttede sig for at sige farvel til den kommunalt ejede campingplads, begyndte Maria Hürlimann at overveje fremtiden. - Jeg vidste i lang tid, at Lis ville stoppe, og flere spurgte, om jeg ikke ville overtage forpagtningen, fortæller Maria Hürlimann, der sendte en forespørgsel til kommunen sidste forår. I første omgang var svaret, at kommunen var i tvivl om, hvorvidt den ville sælge campingpladsen eller ej, men da hun i september igen søgte om lov, faldt alt på plads. 1. oktober sidste år fik hun nøglerne til pladsen, som i disse dage bliver gjort klar til sæsonen. - Det skulle i hvert fald ikke handle om rengøring resten af mit liv, og så kan jeg lide at snakke med turister, siger Maria Hürlimann, der dog ikke helt har sluppet taget om rengøringen, for hun skrubber og skurer stadig på værelserne i vandrehjemmet og på toiletterne. Derudover går tiden med den øvrige vedligeholdelse og planlægning, og hun har et lille håb om, at der på et tidspunkt bliver tid og råd til et cafeteria med fjordudsigt. - Men nu må lige se, hvordan det går, siger Maria Hürlimann, der i år fylder 50 år. Føler sig international I øjeblikket er hun alene på pladsen, men når der kommer blade på træerne, og temperaturen bliver mere behagelig, får hun hjælp til at servicere gæsterne. Foruden fastliggerne bliver campingpladsen besøgt af mange lystfiskere og cyklister, og derfor mener hun, at hendes campingplads er et godt alternativ til Øster Hurup. - Vi konkurrerer ikke med hinanden. Her er mindre og lidt mere roligt, siger globetrotteren, der på et tidspunkt var ved at ende i et lignende job på den anden side af jordkloden. - Det er faktisk skægt. Jeg var i Mexico i 2001, hvor jeg fik tilbudt et arbejde på et vandrehjem. Men Mexico er ikke mit land. Jeg tænkte: Hvorfor ikke prøve i Danmark, for det er mit land, fortæller hun. At hun så oven i købet har fundet en mand fra Hadsund, som hun i dag er gift med gør, at hun opfatter fjordbyen som sit hjem. - Jeg føler mig tilpas her. Her er vand og vidder, og alligevel lidt bakker, og så er lyset anderledes, siger hun og beskriver det som "mere intenst" efter en tænkepause. På spørgsmålet om, hvorvidt hun føler sig som dansker eller schweizer efter knap seks år i Danmark, lyser hendes ansigt op i et smil. - Jeg er international, siger Maria Hürlimann, der i dag holder reception i anledning af sin første sæson som forpagter på Hadsund Camping & Vandrehjem.