Schweizerne stemmer om deres nye kampfly

Når schweizerne holder folkeafstemning om milliardkøb af svenske kampfly, ser de nervøst med hinsidan.

18. maj 2014 11:45

Mens EU-valgkampen kører på højeste blus rundt om i Europa, er det helt andre spørgsmål, der søndag får schweizerne ned i stemmeboksen.

Vælgerne i landet med direkte demokrati skal blandt andet tage stilling til, om landet skal investere knap 19 milliarder danske kroner i 22 Gripen kampfly fra Sverige.

Der er lagt op til en gyser.

En måling fra sidste uge viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at 44 procent vil stemme ja til indkøbet, mens 51 procent vil stemme imod.

Finanstjenesten Bloomberg påpeger, at den anspændte situation mellem Vesten og Rusland i forbindelse med Ukraine-krisen kan få flere vælgere til at stemme ja.

Længere mod nord bliver der holdt skarpt øje med den schweiziske afstemning. Resultatet kan nemlig få stor betydning for den svenske regering og Gripen-fabrikanten Saab.

Regeringen i Stockholm har bestilt 70 kampfly af samme model, og den ordre kan blive dyrere på grund af stigende produktionsomkostninger, hvis det ikke lykkes at få afsat flere fly.

Undervejs i debatten er Saab blevet tvunget til at tage de penge tilbage, som producenten havde støttet ja-kampagnekassen med.

I Schweiz handler debatten mest om, at regeringen på den ene side mener, at kampflyene bidrager til øget sikkerhed, mens modstanderne hellere ser de mange milliarder brugt på skoler og velfærd.

Gripen-fly er blandt de fire flytyper, som det danske forsvar forventes at vælge mellem næste år, når arvtageren for de aldrende F16-jagere skal besluttes.

Schweizerne skal ud over det mulige flykøb også tage stilling til to andre spørgsmål.

Om mindstelønnen skal hæves til 22 schweizerfranc i timen, cirka 135 kroner. Det regnes for at være verdens højeste og vil give en månedsløn på 4000 schweizerfranc, cirka 24.500 kroner.

En måling fra sidste uge viste klar modstand mod indførsel af mindsteløn. 64 procent ville stemme imod forslaget, mens 30 procent vil stemme for.

Regeringen og erhvervslivet frygter, at en så høj mindsteløn vil koste arbejdspladser og distancere lavtuddannede unge yderligere fra arbejdsmarkedet.

Desuden skal vælgerne stemme om, hvorvidt pædofildømte livsvarigt skal fratages muligheden for at arbejde med børn. Det forslag forventes vedtaget.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...