Gymnasiale uddannelser

Science-elever på virksomhedsbesøg

25 dygtige gymnasieelever på besøg i Nordsøen Forskerpark

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

25 gymnasieelever med særlig interesse for naturvidenskab besøgte Nordsøen Forskerpark.Foto: Bent Bach

25 elever fra fem gymnasier i Vendsyssel besøgte i går DTU-Aqua i Nordsøen Forskerpark. Det var første arrangement i projekt Science Akademi Nord. - Det er særligt talentfulde unge, som det er svært at udfordre i hverdagen, fortæller gymnasielærer Maj Thorup Nielsen. Hun er ansat på Hjørring Gymnasium og HF Kursus, hvor hun underviser i biologi, kemi og bioteknologi. Sammen med Søren Calundan, som er matematik og fysiklærer, har hun arrangeret besøget i Hirtshals. - Vi er fem skoler, der er gået sammen og to lærere fra hver skole arrangerer en dag for alle eleverne, siger Maj Thorup Nielsen. Det vendsysselske projekt er del af et regionalt projekt, som har fået støtte fra Region Nordjyllands uddannelsespulje. - Det er meningen, at det skal blive en god måde at bringe de meget dygtige elever sammen med ligesindede. De kan godt komme til at føle sig ved siden af, fordi de er kvikkere end normalt. Her kan de møde nogen, der er lige så nørdede som dem selv, siger Maj Thorup Nielsen. Specialkonsulent Karl-Johan Stæhr var ikke sen til at sige ja tak til at få besøg af de unge gymnasieelever. - Vi er som et universitetsinstitut interesserede i at hjælpe til på alle niveauer. Vi vil også gerne promovere vores egen kandidatuddannelse i Akvatisk Videnskab og Teknologi. Det er en spændende uddannelse blandt andet fordi den kombinerer klassisk matematik med biologi og teknik, forklarer Karl-Johan Stæhr. Søren Calundan supplerer: - Vi vil også gerne vise vores elever, at det kan lade sig gøre at forske i Hirtshals. Karl-Johan Stæhr viste eleverne, hvordan man kan anvende lyd og lydbølger til opmåling af fiskeforekomster. De 25 elever skal mødes fire gange mere til arrangementer, som andre lærere har tilrettelagt. De skal blandt andet høre om solceller, mælk, fylogeni og partikelfysik og CERN. Ved besøget på DTU-Aqua fortalte seniorrådgiver Alfred Jokumsen eleverne om akvakultur forskning og viste rundt i forsøgsfaciliteterne. Næste talenteftermiddag er 28. november, hvor eleverne mødes på Frederikshavn Gymnasium.