Scleroseforening delte smil ud

Over halvdelen af byens butikker kunne nemt få besøg af kørestolene

HOBRO:En glad happening! Sådan kaldte Scleroseforeningen den bytur, hvor de tog temperaturen på Hobro for at se, hvor handicapvenlig byen er. Og det står nu ikke så slemt til, hvis man ikke har noget imod at give lidt lyd fra sig en gang imellem. I langt over halvdelen af gågadens butikker kunne en person i kørestol eller minicrosser komme ind. Den lokale afdeling af Scleroseforeningen besøgte på sin bytur 17 butikker i den nederste del af Adelgade, og i de 14 kunne de komme ind. Ikke altid ved egen hjælp, men med assistance fra venlige butiksassistenteer. - Hvis de lige banker på ruden, så kommer vi og lukker op, fortalte de blandt andet hos en butik i Adelgade, hvor en kørestol derefter nemt kunne rulle over dørtrinnet. Der var også nem adgang til flere herre- og dametøjsbutikker og hos en af byens modebutikker kunne de ovenikøbet tilbyde et særligt omklædningsrum, hvor der var plads til en kørestol. Men i det øjeblik der er trappetrin, så opstår problemerne. - Ja, så må vi opgive, hvis vi ikke har en hjælper med, fortæller Kirsten Nielsen fra Hobro. Apoteket er et af de steder, hvor skleroseramte ofte har brug for at komme, og her er der to indgange - den ene med en rampe og en ringklokke. - Men rampen er for stejl til, at man kan køre op ad den selv. Man er nødt til at have hjælp, ellers tipper den bagover. Så man er nødt til at ringe på klokken, forklarede Kjeld Thomassen, der er 50 år. Han fik konstateret sklerose for ti år siden, og er nu afhængig af kørestol eller en elektriske minicrosser. Han bor i Grynderup og kan komme frem og tilbage til Hobro i bil, og så rundt i byen i sin kørestol eller minicrosser. Den kan han komme i blandt andet Kvickly med. - Det kniber dog lidt, når jeg skal igennem kassen. Men der er lavet en særlig kasse og låge, vi kan komme igennem, hvis vi tilkalder hjælp, siger han. Så selv om det nogle steder kræver lidt assistance, så kunne Scleroseforeningen dele 14 glade klistermærker ud - med det smilende Smiley-ansigt og teksten ”Hurra, her kan vi komme ind”- som forretningerne kunne sætte på deres indgangsparti. - Jeg syntes faktisk det er helt pænt, og vi fik en god og positiv modtagelse i butikkerne, fortæller Ingrid Eriksen, der er formand for Scleroseforeningens klub i Hobro og Omegn. Inden turen havde Ingrid Eriksen et par dage forinden været rundt i gågadens butikker med en folder fra Scleroseforeningen, som fortalte hvorfor den lille delegation af kørestolsbrugere kom på besøg netop denne dag. Ved byturen var også Scleroseforeningens amtsformand for Nordjylland, Grethe Kristensen med, og det samme var Hobros borgemster Jørgen Pontoppidan. - Vi var meget glade for, at han ville tage med rundt, og bagefter ville vi byde ham på en kop kaffe. Men det var næsten umuligt at finde et sted, hvor vi kunne komme ind. Vi endte i en gårdhave til en café, så det var jo heldigt, at vejret var godt, slutter Ingrid Eriksen.