Scorelummert

Kan britiske drenge score f.... på Kreta? Måske, ved ikke eller ja. Hvis du er interesseret i svaret på ovenstående spørgsmål vil "Scoreturen" muligvis være en film for dig. Hvis du på den anden side - lige som undertegnede anmelder - er kommet ud over den værste bumsealder og ikke er helt infantilt hjernedød, er der ingen grund til at spilde hele kostbare 97 minutter på filmen her. De fire kammerater, Will, Simon, Jay og Neil, tager på teenagecharter til Malia på Kreta. Ned til sol, sand, strand, sprut og sex, sex, sex og så noget mere sprut, tror de. Der skal scores og drikkes igennem, og vel landet viser det græske hotel sig at være så ringe, at en britisk Afghanistan-soldat med bar overkrop og dåseøl straks betror dem, at han faktisk glæder sig til at komme tilbage til krigen. Det er en film, der egentlig har mange muligheder for at få fortalt nogle gode historier. Om hele det der organsiserede "drik-din-hjerne-ud og bol-bagefter-en-tilfældig", når hæmningerne er smidt rejsetrip, som disse gennemorganiserede tøm-teenagernes-lommer ferier jo egentlig er. Eller måske prøve at give et bud på, hvad det er der sker med teenagere, som er på vej til at forlade barndommens relative beskyttethed til fordel for voksenlivets ganske uoverskuelige tilbud. Der, hvor det gælder om at finde sit eget ståsted og sin egen identitet. I stedet vælger filmen at køre ud af plathedernes allerbredeste motorvej, og faktisk kan det undre, at censurgrænsen er sat så lavt som 11 år. Reelt består filmen mest af halvdårlige, dårlige eller helt ringe sketches ganske løseligt holdt sammen. De fire drengeroller er fordelt efter devisen den intellektuelle, den dumme, den sexfixerede og den svigtede. Skuespillet er ganske stereotypt, og klicheerne står så tæt i kø, at du ikke tror det muligt at klemme endnu en. Men på det punkt svigter filmen ikke. De par gode scener, det trods alt bliver til, formår ikke at redde filmen. Bedst er scenen, hvor drengene skal smide tøjet sammen med pigerne til en gang nøgen nattebadning og de pludselig bliver voldsomt generte. Simon Bird i rollen som den rapmundede og selvironiske Will får dog lidt ud rollen. Specielt i rimeligt elegant ping-pong med den smukke Alison (Laura Haddock), som han drømmer om at miste sin jomfrudom til. Men ellers er det her en film, hvor du kun kan være absolut sikker på et eneste. Der er ingen mangel på platheder fladere end fladtrykte paptallerkener, og ofte toppet med underfrankeret underlivsslang og fækale morsomheder. Men jeg fik da noget morsomt ud af filmen. Brilleaben Will bliver hele tiden kærligt kaldt "colabunde" af sin Alison. Det var det, som vi i gamle dage kaldet hinkesten, når vi skulle drille en bebrillet fyr. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Scoreturen" Org. titel: "The Inbetweeners Movie" Storbritannien, 2011. Instr.:Ben Palmer En time, 37 min. Till. o. 11 år. Danmarkspremiere bl.a. Aalborg, Hjørring og Thisted.