Ulovlige våben

Se billeder: 500 våben mast til skrot

Torsdag blev de indsamlede våben fra politiets frit lejde-aktion destrueret på UniScrap i Nørresundby

Våbnene blev fordelt i tønder, og blev derefter skrottet i den store metalpresse.
Våbnene blev fordelt i tønder, og blev derefter skrottet i den store metalpresse.

Opdateret 17. maj 2022 kl. 13:23

NØRRESUNDBY: Bilens lastrum er godt proppet. På pladsen ved UniScrap i Nørresundby må en truck tages i brug for at hive de store trækasser ud i lyset, hvor deres indhold afsløres.

Våben, i alle tænkelige udformninger, der nu skal ud på den sidste rejse, tæt fulgt af vicepolitikommissær Flemming Bruun Jakobsen og hans to kolleger fra Nordjyllands Politi.

Godt 500 våben blev indleveret til politiet i Aalborg under frit lejde-aktionen i juni.

Håndgranater og luftgeværer

Der er ydermere indleveret håndgranater og detonatorer til sprængstof, og det overrasker, at så mange opbevarer så farlige våben.

- Jeg tror ikke, folk er klar over, hvor farlig en håndgranat er. Det er livsfarligt at have sådan noget liggende, det kan virkelig slå folk ihjel. Hvis splitten ryger ud har man 3,3 sekunder til at forsvinde, før det hele ryger i luften.

De mere sprængfarlige emner tager militæret sig af.

Et tryggere Danmark

- Det her er et godt eksempel på, hvorfor vi holder de her aktioner. Det er mange våben, der kommer ud af cirkulation. Vi har blandt andet fået indleveret en masse håndskydevåben, som er interessante for nogle grupperinger at få fingrene i, fortæller Flemming Bruun Jakobsen.

En stor kran med en gribeklo løfter tønderne op en ad gangen og dumper dem ned i metalpressen. Med en skramlen og en brummen bliver de i løbet af få sekunder transformeret til kompakte, men ganske harmløse, metalblokke.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden