Se billederne: Loppefund i fornem Hasseris-villa

De autentiske rammer om loppemarked gav sjældent indblik i livet gennem generationer i unik villa

Video Ida Thorsen og Claus Søndberg (foto)
Loppemarkedet i Hasserisvillaen skabte kø langt ned ad Rafns Allé det meste af lørdag formiddag.
Aalborg 14. januar 2018 08:59 - Opdateret 14. januar 2018 19:54

NORDJYLLAND: Det var som at træde ind i en kulisse til tv-serien Matador for cirka 800 nordjyder der benyttede lørdag formiddag til et loppemarked af de sjældne.

Længe før dørene blev slået op stod interesserede og frøs i kø langt ned ad vejen, og i perioder blev de lukket ind i hold. Nogle for at købe, andre blot af nysgerrighed efter at få et indblik i, hvordan livet blev levet i en svunden tid i byens højere lag

I villaen på Rafns Allé 7B i Aalborg-bydelen Hasseris kunne de fremmødte snuse rundt i stuerne og erhverve sjove, spændende eller særprægede effekter, som alle har været en del af livet gennem generationer i den imponerende palævilla, hvor senest ægteparret Weinreich har resideret.

Baggrunden for det noget usædvanlige loppemarked skal findes i husets særlige historie, fortæller indretningskonsulent Anita Wodstrup Madsen. Hun driver firmaet Boligstil og er hyret af husets nye ejer til at udarbejde en plan for indretningen, mens en arkitekt tager sig af de overordnede ændringer.

- Min kunde har købt huset med inventar, og nu skal det tømmes, inden vi kan begynde at renovere, indrette og vælge nye farver til væggene, fortæller Anita Wodstrup Madsen, der har fået den atypiske opgave med indretning af intet mindre end 600 kvadratmeter, som med inddragelse af loftsarealet nærmere sig 800 kvadratmeter.

Villaen er opført i 1919 og fremstår som en tidslomme, hvor der ikke er indkøbt nyt eller renoveret i flere generationer.

- Det er en unik bolig at komme ind i, for den har sjæl helt ud over det sædvanlige, påpeger Anita Wodstrup Madsen.

Kom på rundtur i villaen her:

Indslag fra 24NORDJYSKE

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...