Se billederne: Nordjyske soldater på togt til Estland

I første omgang skal soldaterne være på estisk base i 12 måneder - men en forlængelse er allerede i støbeskeen

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Forsvarspolitik 10. januar 2018 10:10 - Opdateret 10. januar 2018 10:43

NORDJYLLAND: Onsdag morgen fløj 120 danske soldater - heraf en del fra Aalborg - til Estland, og i alt skal 200 danske tropper det næste år bo i den estiske by godt 100 kilometer fra grænsen til Rusland.

Onsdag morgen tog pårørende afsked med de nordjyske soldate, før de satte sig op i to Hercules-flyvemaskiner med kurs mod Estland.

Ud over soldaterne er 60 militærcontainere og 41 køretøjer, der skal støtte de baltiske lande og Polen, allerede sendt af sted.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Det er alt sammen en del af en Nato-mission, hvor man forsøger at berolige de østeuropæiske lande, der føler sig truet af Rusland.

Fredag i sidste uge fløj de første af de i alt 49 soldater fra Trænregimentet fra Aalborg Kaserner også mod Estland for at stå klar til at modtage grejet.

Her skal de være med til at sende et signal til den russiske præsident Vladimir Putin om, at Nato-landene står sammen.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Glæder sig til dansk besøg

I Estland glæder man sig over det danske bidrag. Befolkningen er overvejende positivt stemt over for Nato-styrkerne, og i Tapa byder man de danske soldater velkommen.

- Jeg plejer at sige, at vores første sikkerhedstrussel er Rusland, den anden er Rusland, og den tredje er Rusland. Derfor siger vi tak til Nato og den danske regering for at sende gode folk, lyder det fra Tapas viceborgmester, Andrus Freienthal.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

De udenlandske bataljoner øger tryghedsfølelsen i Tapa, fortæller viceborgmesteren.

- Det er med til at garantere vores sikkerhed og vores uafhængighed. Så til de danske soldater: Velkommen til Estland og tak for at I kommer, siger Andrus Freienthal.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Under britisk kommando

I Tapa kommer danskerne under britisk kommando. Oberstløjtnant Andrew Ridland var chef for den britiske styrke i Estland i anden halvdel af 2017, og han beretter om optimale øvelsesforhold.

- Vi blev taget meget positivt imod af det estiske folk, og det var en stor fornøjelse at arbejde med både estiske soldater og det estiske civilsamfund. Jeg har sagt til de danske soldater, at de skal nyde det og håbe, at de får lige så meget ud af det, som vi gjorde, siger Andrew Ridland.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Truslen mod de danske soldater forventes ifølge Forsvarets eksperter nærmere at komme fra russiske hackingforsøg eller provokationer. Blandt andet frygtes det, at russiske spioner vil forsøge at lokke soldaterne til at lave skandaler, der kan gøre Nato-styrkerne upopulære i befolkningen.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

De britiske soldater var dog ikke for alvor besværet, siger Andrew Ridland.

- Vi stødte ikke på meget, så alt i alt kunne vi agere frit og med succes, lyder det fra oberstløjtnanten.

Missionen

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...