Handicappede

Se børn med handicap

Ny film sætter fokus på mødet mellem børn med handicap og andre børn. Børn er gode til at se muligheder frem for begrænsninger, og de værdier skal filmen hjælpe dem med at holde fast i

Der er fuld fart på cyklen. Hænderne ryster en smule, og muren kommer en gang i mellem faretruende nær. Men hver gang lykkes det at undvige, og hvinene og ansigtstrækkene viser tydeligt glæden ved farten. Mange forældre kan sikkert genskabe billedet af ungernes glæde, fra dengang støttehjulene røg i garagen. Men Eddis er 13 år gammel og har ikke lige lært at cykle. Eddis er blind. Hvis man vil se ham cykle, kan det lade sig gøre i filmen "Hvad glor du på?" som Børnerådet og Film- og TV Compagniet netop har lanceret. Udover at give et portræt af Eddis, bliver seerne også præsenteret for Simone på 13 år og Dicte på 10 år. Simone er dværg, og Dicte er autist, og sammen med deres venner og familier, fortæller alle tre børn om familie, samfund og skole, og især om hvordan børn med og uden handicap kan knytte venskaber med hinanden. Som titlen på filmen antyder, handler filmen også om, hvordan børn med handicap bliver mødt i hverdagen. "Børn, der ikke kender mig, de kan gå hen og glo på mig eller pege på mig, eller sige noget dumt til mig, og det synes jeg, jo ikke lige er det sjoveste," siger Simone i starten af filmen. Alle tre børn har flere eksempler på, hvordan de er blevet mødt på en ubehagelig måde, på grund af deres handicap. Mest bemærkelsesværdigt er eksemplet med Eddis, der var til en fodboldkamp med fritidsklubben, hvor en pædagog fra en anden klub havde spurgt pædagogen fra Eddis' klub, om Eddis var beruset. Det eksempel har Klaus Wilmann, der er formand for Børnerådet, også hæftet sig ved, og det er ikke kun på grund af den groteske forveksling af at være blind og være beruset. - Jeg bryder mig ikke om, når en voksen henvender sig til en anden voksen hen over hovedet på et barn. I vores kultur skal der ikke særlig meget til at blive opfattet som svag, og så falder man uden for fællesskabet og bliver umyndiggjort. Det er lidt den samme situation, som vi kender fra hospitalet, hvor man ikke skal være særlig syg, før de andre taler hen over hovedet på én. Det er en meget central ting, som alle, der arbejder med mennesker, bør have fokus på, siger Klaus Wilmann. Det er dog langt fra de negative ting, som kom frem i filmen, der har fæstet sig i Klaus Wilmanns bevidsthed. - Jeg hæftede mig især ved det gå-på-mod, som børnene viser. De viser virkelig, at hvor der er en vilje, er der en vej. Både i dag og gennem mit tidligere arbejde som pædagog, har jeg iagttaget, hvordan børn har en mere naturlig og undersøgende tilgang til andre end voksne. De møder hinanden med åbent sind, og hvis børn kan kommunikere gennem leg, kommer vanskelighederne i anden række. Hvis børn med handicap ikke kan det samme som de andre, så kan de så meget andet, og for børnene er det naturligt at finde de muligheder, siger Klaus Wilmann. Hold fast i barnesind Filmen henvender sig primært til børn i alderen 10 til 16 år. Det er nemlig, når børnene begynder at gå i skole, at de begynder at lægge mærke til dem, der er anderledes, og her kan filmen bruges til at holde fast i børnenes umiddelbare tilgang så længe som muligt. - Den umiddelbarhed, som børn har, mens de er små, har de sværere ved at få ud, når de bliver ældre. Så længe de går i børnehave, har de svært ved at se forskellene - her bemærker de som regel heller ikke, om legekammeraterne har en anden hudfarve. Mobning begynder som regel først i 2. til 4. klasse, siger Klaus Wilmann. Som dværg har Simone svært ved at skjule, at hun er anderledes, og det har ført til drillerier, som der gives eksempler på i filmen. "For to år siden var der en gang, hvor jeg ikke var en god veninde over for Simone. Nogle af de stærke fra klassen stod og mobbede Simone, og så blev jeg bange og gik over til dem, og lod bare Simone være alene. Da var jeg en kylling, og ikke en god veninde," siger en af Simones veninder i filmen. De blev heldigvis gode venner igen, men eksemplet illustrerer, hvordan der bliver sat lighedstegn mellem et fysisk handicap og svaghed. - Fordi man har et fysisk handicap, har man jo ikke en ringere mental kapacitet, siger Klaus Wilmann. Derfor er et af filmens hovedbudskaber også, at børnene vil mødes som personer med et handicap, og ikke som handicappede personer. Men hvordan klarer formanden for Børnerådet det selv, når han møder personer med handicap. - Jeg reagerer nok som de fleste, med lidt nysgerrighed og lidt forsigtighed. Jeg er opdraget til at tage hensyn og har lært, at man ikke må kigge efter nogen, der er anderledes. De fleste handicappede sætter pris på ikke at blive gloet på, men det kan jo også blive så overdrevet, at man går i en lang bue udenom. For at få samme muligheder for offentlig service, har folk i kørestol krav på hjælp til at komme ind i offentlige bygninger, biografer og lignende, og der skal man selvfølgelig tage hensyn. Min personlige tilgang er, at som medmenneske må man forsøge at hjælpe på en måde, så man ikke umyndiggør. Ellers ender det som vittighedstegningen med den blinde, der bliver hjulpet frem og tilbage over gaden fire gange, selv om han bare skulle ind i kiosken efter cigaretter, siger Klaus Wilmann. At blinde kan klare mange ting selv, er Eddis et glimrende bevis på. Men kan en blind dreng på 13 år springe fra 5-meter vippen i svømmehallen? Svaret findes i "Hvad glor du på?"