Frederikshavn

Se den due bløder

Friluftsliv kan handle om at plukke fjerene af en død due

FREDERIKSHAVN:Jens Madsen havde børnenes fulde opmærksomhed, da han viste dem en død due. - Uf- se der er blod, sagde et af børnene. - Det vasker vi bare af, lød svaret fra Jens Madsen, der hurtigt fik børnene til at røre den døde due og få minutter efter var de i fuld gang med, at skære vingerne af og hive fjerene af duerne. - I får duerne med hjem, så kan I spise derhjemme, lovede den grønne guide Hanne Lauritsen. Så børnene fra Tangloppen skal have duesteg i dag. Due-plukkedagen var led i fire dages aktiviteter med det overordnede tema friluftsliv. Det er optakt til Jordens Dag, der er 22.april. Det er som bekendt fredag Store Bededag og derfor har Frederikshavn Kommune valgt at markere Jordens Dag inden. Alle skoler, institutioner og dagplejemødre har modtaget invitationer til en række aktiviteter, og foruden børn og voksne fra Tangloppen deltog børn fra Landbørnehaven og Kaj Bundvad i dueplukningsdagen. Egentlig havde man talt om at børnene skulle se, hvordan duerne blev halshugget, men for børnenes sjælefreds skyld, blev duerne halshugget et andet sted på Knivholt, så børnene først fik duerne " serveret", da de var døde. Men så var det også bare værsgod. For de skulle også fjerne indvoldene. Det var der nu ikke den store lyst til. Hele denne uge til og med torsdag vil der på Knivholt være naturvejledning, hestevognskørsel,fiskeri i søen, dueplukning, tilberedning af Brændenældesuppe og træklatring. Derudover kan institutionerne bruge området, til hvad de selv finder på, og de kan gå på opdagelse i Knivholts lader, stalde og værksteder. Bl.a. kan børnene se hvordan man smeder, se gamle landbrugsmaskiner og høre om Knivholts historie. Frederikshavn er i øvrigt et af de få steder i Nordjylland, hvor man markerer Jordens dag. Det sker i alt tre steder og de to andre er Hjørring og Arden.