Se den hellere i biografen

"Avatar" gør sig bedre på det store lærred.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Som skydespil er “Avatar” langtfra på højde med de bedste konkurrenter.

Anmeldelse: "Avatar" Ingen jul uden en eventyrlig storfilm - og ingen storfilm uden et tilhørende computerspil. Sæsonens biografoplevelse er "Avatar" - en bragende flot fremtidsfantasi af instruktøren bag "Terminator" og "Titanic". Ligesom filmen serverer spillet et nyt opkog af den kendte fortælling om ædle vilde væsener, der trues af den griske civilisation. Det er "Danser med ulve" i rummet. Og i dette tilfælde er skurken ikke bare den hvide mand - men mennesker i almindelighed. Som soldat er du udstationeret på planeten Pandora. Men med den afgørende krølle, at din bevidsthed kan overføres til en alternativ skikkelse - en "Avatar" - der ligner planetens indfødte befolkning. Udsigten fejler ikke noget Undervejs skal du tage stilling til, om du vil kæmpe for menneskene eller det indfødte stammefolk. Det politisk og økologisk "korrekte" valg er dog så åbenlyst lagt frem, at vi med glæde griber flammekasteren og slår et trodsigt slag for imperialismen. Udsigten fejler ikke noget. Pandora er et frodigt vildnis af særprægede blomster og buske, flere af dem livsfarlige. Største trussel er dog planetens dyreliv, der byder på dæmoniske ulve og bizarre næsehorn i dinostørrelse. Animationerne kunne være bedre, men her er gode detaljer og stemningsfulde lyseffekter. Desværre er kameraet placeret lige bag din figur, der tit kommer i vejen for udsigten. Synsvinklen er svær at forudsige, og i nærkampe kan det få fatale følger. Den klassiske førstepersonsvinkel ("ud-af-øjnene") havde klædt spillet bedre. Ikke måle sig Som skydespil kan "Avatar" ikke måle sig med de bedste konkurrenter, der har mere præcis styring, klogere fjender og større variation i våben og baner. I begyndelsen er det sjovt at udforske planeten og tage plads i de forskellige fartøjer. Men missionerne er så uopfindsomme og ensformige, at man hurtigt føler sig som stikirenddreng. Forsøget på at fange interessen med elementer af rollespil (man optjener erfaringspoint, der kan omsættes til nye våben og færdigheder) er så overfladisk udført, at man aldrig for alvor føler ejerskab til sin figur. Et indlagt strategispil, hvor man kæmper om kontrol over planeten, fungerer bedre - men virker lidt som en eftertanke. Det påklistrede leksikon med artikler om planetens dyre- og planteliv fremstår også ret tørt og uinspireret. Så som så ofte før må budskabet være, at film skal ses i biografen.

Forsiden